- Detaljer
- Leif Christensen
Vikingeverdenen i Jels er andet end slåskampe og forestillinger.
Det er en verden, der samler mange mennesker og giver dem en oplevelse i hverdagen, og det er ikke gået ubemærket hen hos Dansk Folkehjælp.
Titlen som »Årets Folkehjælper 2023« er tildelt Jels Vikingespil.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Prisen blev overrakt i forbindelse med »frivillig fredag«, hvor det var lokalformanden, Preben Pedersen, der begrundede valget.
- I Dansk Folkehjælp har vi tradition for at udnævne »Årets folkehjælper«. Prisen tildeles en person eller en forening, der yder en frivillig indsats ud over det sædvanlige til gavn og glæde for andre mennesker.
- Gennem mange år har vikingespillet i Jels hvert år haft gang i op mod 500 frivillige til årets forestillinger. konstaterede Preben Pedersen.
- Flere hundrede tusinde gæster har gennem årene været vidner til, hvordan vikingernes historie er blevet fortolket og fortalt i smukke omgivelser og gennem fantastiske præstationer i skuespil, sceneri og med overraskende effekter.
- Som i så mange andre sammenhænge er det synlige produkt kun noget af arbejdet. Forud for publikums oplevelser af de flotte forestillinger med skuespillernes færdigheder og hele opsætningen ligger der en stor »skjult« del af succesen: Utallige øveaftener, arbejdet med at opbygge scenen, skaffe og sy kostumer, sminke og hår-opsætning, benhård træning i fægtefærdigheder og andre kampfærdigheder, den tekniske del med bl.a. lyd, lys og hvad dertil kommer, ja, og hele PR-delen samt dem, der sørger for, at det er muligt at få mad og forfriskninger undervejs.
- Området består af både indendørs og udendørs faciliteter. Selve arenaen, Valhalla, toiletter og meget andet, som kræver oprydning og rengøring. Hele området er altid indbydende at komme til. Kort sagt gør I brug af mange forskellige færdigheder, og I har gang i mange aldersgrupper. I »Jels Vikingespil« formår I at skabe fællesskab på tværs af færdigheder og alder. I formår at holde liv i drømme og at skabe grundlag for varige venskaber, lød det fra Preben Pedersen, der kaldte det en ære at kunne overrække prisen til vikingerne.
(Fotos: migogvejen©)
Jette Hagelskær, Karoline Kissow Holm, Janus Lynggaard og Søren Moslund modtog prisen på vegne af vikingespillet.
Til venstre er det Preben Pedersen, Angela Christensen og Tina Jensen.
Vikinge-formand Janus Lynggaard takkede for prisen for det sociale arbejde.