Langt om længe kunne snoren klippes til den nye minigolfbane i Øster Lindet.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Lørdag formiddag klippede formanden for Øster Lindet Idrætsforening, Mogens Jensen, snoren til den nye bane.
Klippet var dog mest symbolsk, for banen har faktisk været i brug længe.
- Det er et års tid siden, vi kunne holde en uofficiel indvielse for de frivillige hjælpere, konstaterede Mogens Jensen.
Forsamlingsforbuddet gjorde, at der ikke måtte komme så mange, så den officielle indvielse blev udskudt.
Lørdag kunne saksen så komme i brug, og Mogens Jensen benyttede lejligheden til at rose projektet.
- Som formand kan man aldrig fremhæve de frivilliges indsats højt nok, påpegede formanden.
En snes frivillige har brugt tusindvis af timer på at få banen op at stå, og det sammen med landmænd og sponsorer har været med til at få den samlede pris ned.
Mogens Jensen kunne ikke nævne alle frivillige, men han kom med en speciel tak til Alice Ricksen, der har trukket i trådene undervejs, og Evald Nielsen, Toftlund, der har stået for tegninger, udformning og holdt styr på anlægsarbejdet.
Nu er der oprettet en minigolfklub, og der kan spilles på banen, som Mogens Jensen opfordrede alle til at bruge, men også passe på.
(Fotos: migogvejen©)