Grundlovsdag.

Fejringen af nogle paragraffer fra 1849.

Når man siger det sådan, kan det for min generation godt lyde en smule tørt.

Sådan lød det fra Rebekka Okholm Kalf, der holdt ungdomstalen ved grundlovsarrangementet i Skibelund. Til dagligt går hun i 2g på gymnasiet i Vejen.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

Her kan du læse hele talen:

»Et gammelt dokument. Nogle juridiske formuleringer. En fridag for de heldige.

Men Grundloven er meget mere end papir og paragraffer. Den er fundamentet under det samfund, vi lever i. Fundamentet under vores frihed, vores demokrati og vores mulighed for at forme den fremtid, vi ønsker.

I dag fejrer vi retten til at åbne munden. Retten til at sige vores mening. Til at protestere. Til at provokere. Vi fejrer retten til og muligheden for at være uenige.

Grundloven beskytter vores frihedsrettigheder, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed og retten til at deltage i demokratiet på trods af uenigheder.

Grundloven ér i høj grad et dokument om rettigheder.

For når vi taler om grundloven, taler vi ofte om vores rettigheder. Om retten til at blive hørt. Om retten til at tale frit. Om retten til at tænke, tro og leve, som vi ønsker. Den beskytter vores frihed til at tænke, tro, tale og deltage i demokratiet. Det er værdier, som min generation er vokset op med. Vi er blevet lært, at vores stemme betyder noget. At vi har ret til at blive hørt. Og det er godt.

Men måske taler vi lidt mindre om den anden side af friheden.

Nemlig pligten. Pligten til at lytte, når andre taler. Pligten til at deltage i fællesskabet for at være en del af det. Og pligten til at passe på det demokrati, vi har arvet. Man kan argumentere for, at vi i dag, især i min generation, er meget bevidste om, hvad vi har ret til. Hvad vi har frihed til. Og hvad vi kan gøre krav på.

Men nogle gange kan jeg få den tanke, at vi er blevet bedre til at tale om vores rettigheder end om vores pligter. Og er de egentlige modsætninger, eller er de to sider af samme sag?

Jeg tænker dem som noget, der går hånd i hånd. Man kan ikke have den ene uden den anden – uden pligter kan der heller ikke være rettigheder. Og jeg tænker dem begge som grundlaget for den frihed, vi værner så meget om i vores del af verden.

For hvad er frihed egentlig? Er frihed »bare« retten til at gøre, sige og mene det, man vil?

Nej, frihed er netop også en pligt! Selvfølgelig er frihed en rettighed. Den er ikke noget, min generation skal gøre sig fortjent til. Ytringsfrihed gælder også for dem, vi er uenige med. Religionsfrihed gælder også for dem, der tror noget andet end os. Demokratiet fungerer netop, fordi vores frihedsrettigheder ikke afhænger af, om vi har de »rigtige« eller »forkerte« holdninger.

Men jeg anser virkelig også frihed for at være en pligt. Retten til at tale frit betyder ikke, at vi aldrig skal tænke over vores ord. Retten til at blive hørt betyder ikke, at vi kan lade være med at lytte. Retten til at være os selv fritager os ikke fra ansvaret for de fællesskaber, vi er en del af.

Hvis alle insisterer på deres ret til at tale, men ingen føler et ansvar for at lytte, så bliver friheden fattigere. Hvis alle kræver plads til sig selv, men ingen tager ansvar for fællesskabet, bliver demokratiet svagere. Men måske står vi nogle gange i fare for at forstå frihed som noget, vi har krav på, frem for noget, vi har pligt til. Som om frihed først og fremmest handler om, hvad vi selv har ret til.

Grundloven kan give os retten til at ytre os, til at samles og til at vælge vores ledere. Men den kan ikke tvinge os til at bruge vores rettigheder. Den kan skabe rammerne for et frit samfund, men den kan ikke skabe engagementet på vores vegne.

Det er vores opgave.

Grundloven bygger på en grundlæggende tillid til borgeren. Den bygger på troen på, at mennesker ikke kun vil nyde friheden, men også tage del i det fællesskab, som friheden gør mulig. At vi ikke kun vil kræve indflydelse, men også bidrage med den demokratiske samtale. Derfor er deltagelse ikke bare noget ekstra, vi kan vælge til eller fra. Det er selve forbindelsen mellem vores rettigheder og vores pligt. Når vi stemmer, når vi engagerer os i foreninger, deltager i debatter, lytter til dem, vi er uenige med, eller tager ansvar for vores lokalsamfund, holder vi demokratiet levende.

Måske er det netop dét, frihed kræver af os. At vi deltager.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

Jeg går i gymnasiet her i Vejen, og i gymnasiet skal vi lære om fortiden. Den meget gamle fortid… - helt tilbage til antikken og de gamle grækere. Og skønt mange siger, at »det kan man da ikke bruge til noget«, så ligger der megen indsigt i fortiden, som vi kan lære noget af. Nogle græske bystater havde demokrati for 2400 år siden, og DE vidste, at det helt centrale ved demokratiet netop var deltagelse, engagement. En »borger«, der deltog i fællesskabet til gavn for samfundet hed på oldgræsk »polites« – det ord, der i vores sprog bliver til »politik«, hvorimod den, der ikke engagerede sig i fællesskabet, hed »idiotes« – en idiot, der ikke så andet end sig selv. Det tror jeg måske godt, at vi kunne lære noget af i dag, når man tænker på, at næsten 25 procent af de unge mellem 18-29 år ved seneste valg ikke engang brugte deres stemmeRET…

Måske havde de bare for travlt med at kigge ned i skærmen, hvor de så…sig selv. Idioter…

Nej, et demokrati er aldrig stærkere end borgernes vilje til at tage del i det. Og den frihed, som Grundloven gav os, kan kun bevares, hvis hver generation vælger at bære den videre. Det er ikke tilfældigt, at vi taler om frihed under ansvar. Frihed og ansvar er ikke modsætninger. De forudsætter hinanden. For ansvaret er at leve op til pligten.

Frihed er ingenting værd, hvis ingen tager ansvar for den.

Vi kender princippet fra andre rettigheder i vores samfundet. Vi har ret til undervisning, men undervisningspligt, fordi et frit demokrati har brug for oplyste borgere – for dannede borgere. Vi har værnepligt, fordi et frit samfund må kunne forsvares. Vi har skattepligt, fordi en velfærdsstat med ret til behandling, må kunne finansieres. Vi nyder godt af fællesskabet, og derfor forventes det også, at vi bidrager til det

På samme måde forholder det sig med demokratiet.

Grundloven giver os retten til at ytre os. Men den forpligter os også til at lytte. Den giver os retten til at stemme. Men den forpligter os også til at engagere os. Den giver os friheden til at forme vores eget liv. Men den fritager os ikke fra ansvaret for de fællesskaber, vi er en del af. Frihed er og bliver afhængig af pligt.

Måske er det netop her, vi nogle gange glemmer noget vigtigt.

For frihed er ikke ”bare” retten til at gøre, hvad man vil. Frihed er også villigheden til at tage ansvar for, at andre kan være lige så frie. Frihed er derfor ikke kun noget, vi har. Det er noget, vi skaber.

Hver gang vi deltager i den demokratiske samtale. Hver gang vi engagerer os i vores lokalsamfund. Hver gang vi tager ansvar for mere end os selv. Hver gang vi ikke er idioter og kun ser vores eget, men også ser vores medborger.

Frihed forpligter.

Derfor tror jeg, at engagement er vejen frem. Ikke kun engagement i de store samfund, når der hvert fjerde år skal sættes et kryds, men også engagement i de små fællesskaber, hvor demokratiet faktisk leves hver eneste dag.

I familien.

I foreningerne.

I institutionerne.

På gymnasiet.

På arbejdspladsen.

I lokalsamfundet.

Demokratiet begynder ikke ved stemmeboksen. Det begynder i vores vilje til at deltage. Til at lytte. Til at bidrage. Til at tage ansvar for mere end bare os selv. Grundloven gav os retten til at være frie borgere. Men den forudsætter også, at vi vælger at være engagerede borgere. Det er let at betragte frihed som noget, vi har fået. Noget, der altid vil være der. Men frihed er ikke en selvfølge. Den lever kun videre, hvis mennesker bruger den. Hvis mennesker værner om den. Hvis mennesker engagerer sig i de fællesskaber, den hviler på.

For når vi engagerer os i hinanden, styrker vi fællesskabet.

Når vi engagerer os i vores lokalsamfund, styrker vi demokratiet.

Og når vi engagerer os i samfundet, bærer vi den frihed videre, som generationerne før os har givet os – ideen helt tilbage til de gamle grækere, men formuleringen i den grundlov, vi fejrer her i dag. Og et stort tillykke til os alle for det – det er ikke nogen lille ting!«

(Foto: migogvejen©)