Følg migogvejen på Facebook  

På vegne af Ruths familie har vi modtaget følgende mindeord:

Jens Henrik Staub - en af Vejens markante personer - gik bort sidst i august.

Jens var kendt som pølsemanden i Nørregades Grill, som han havde haft i flere årtier. Mange unge mennesker har haft deres gang i forretningen og har hver især knyttet særlige bånd til Jens, som altid var klar på en snak eller en hjælpende hånd.

Jens blev en del af vores familie, da han forelskede sig i - og sidenhen giftede sig med - Ruth Staub. Han blev hurtigt en central person i familien, og efter Ruths død i 2011 blev han samlingspunktet for os. Vi har fået utallige af gode minder sammen med Jens. Mange ture på antikmarkeder for at købe keramik, restaurantbesøg med god mad, som Jens værdsatte, samt gode politiske diskussioner. Jens var både nysgerrig og vidende om alt i samfundet og ville meget gerne dele ud af sin store viden.

Da bisættelsen fandt sted under private forhold, vil vi gerne give alle, der har haft Jens nær, mulighed for at deltage ved urnenedsættelsen og evt. medbringe en enkelt blomst.

Urnenedsættelsen vil finde sted 6. november 11.00 ved Ruths - og nu også Jens’ - gravsted på Vejen Kirkegård afdeling H.

Præsten vil være til stede under hele ceremonien.

Jens vil blive savnet af alle. Både de voksne og mindste, der alle savner deres »oldefar«. Jens vil altid have en helt særlig plads i vores hjerter.

Æret være Jens Henrik Staubs minde.