- Detaljer
- Leif Christensen
På det ordinære repræsentantskabsmøde i Vejen Byggeselskab valgte bestyrelsen at træde tilbage efter en afstemning om fremtidens samarbejde med Bovia.
På et et ekstraordinært repræsentantskabsmøde mandag aften blev den nye bestyrelse valgt.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Den består af formand Lucka Kristensen, Maya Ryom Mønster, Jørgen Haubuf, Jørn Krogh og Kurt Mikkelsen.
Den tidligere organisationsbestyrelse trådte tilbage på repræsentantskabsmødet 19. maj, hvor det blev besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal undersøge, hvordan administrationen af Vejen Byggeselskab skal fungere fremover. Den tidligere bestyrelse kunne ikke se sig selv i processen.
- Der har været utilfredshed med serviceniveauet i flere afdelinger, og det bør blive belyst, så vi kan tage beslutninger på et oplyst grundlag. Det skylder vi beboerne. Det er ikke nødvendigvis formålet at forlade Bovia, men finde ud af, hvad der rent faktisk er sket, så samarbejdet med Bovia kan styrkes, siger Lucka Kristensen, der er valgt som ny formand for Vejen Byggeselskab, i en pressemeddelelse.
- Den nye bestyrelse er klar til at trække i arbejdstøjet, og en af de første opgaver bliver at få afklaret, hvordan en undersøgelse skal gribes an, siger Lucka Kristensen.
- Vi står parat til at betjene den nye organisationsbestyrelse i Vejen Byggeselskab med de opgaver, den ønsker at prioritere. I forhold til en undersøgelse ser vi frem til at få konkretiseret holdningerne i beboerdemokratiet i Vejen Byggeselskab, så vi i fællesskab kan finde løsninger. Ledelsen i Bovia vil gå aktivt ind i en indsats, der skal styrke samarbejdet, siger Mette Hagesen, direktør i Bovia.
Vejen Byggeselskab og Bovia har ikke yderligere kommentarer til sagen, men ser frem til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i slutningen af året, hvor et kommissorium for undersøgelsen ligesom økonomien bag skal besluttes.
(Foto: migogvejen©)
