- Detaljer
- Leif Christensen
Værdier og fællesskab var lørdag på fokus i Venstres kirke-, højskole-, efterskole- og friskolenetværk.
Det var Askov Højskole, der dannede rammen om dialogmødet, der samlede 97 politikere, fagfolk og interesserede borgere til en dag med dybdegående samtaler om dansk kulturarv, dannelse og fællesskab.
Bag initiativet stod børne- og undervisningsordfører Anni Matthiesen (V) og gruppeformand og kirkeordfører Lars Christian Lilleholt.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Målet med mødet var at styrke samtalen om de værdier, der danner grundlaget for det danske samfund, og skabe dialog om, hvordan vi bedst kan bevare og udvikle vores kultur, dannelse og fællesskab i en moderne og foranderlig verden, lyder det i en pressemeddelelse.
- Efterskoler, højskoler, friskoler og kirker har altid været en vigtig del af Venstres DNA. I en tid præget af uro i verden og stigende mistrivsel blandt unge har det været nødvendigt at række ud og styrke dialogen. Dagens møde markerer et skridt mod at skabe en folkebevægelse, hvor vi sammen sætter fokus på sjæl, ånd og dannelse som centrale værdier. Disse værdier har måske været underprioriteret i de senere år, men gennem dagens samtaler ønsker vi at bringe dem tilbage i centrum, lyder det fra Anni Matthiesen.
Arrangementet blev indledt med en tale af kirkeminister Morten Dahlin (V), der lagde vægt på vigtigheden af fællesskaber. Han fremhævede, hvordan fællesskaber i dag udfordres af stigende ensomhed og en verden i konstant forandring. Ministeren fremhævede dog, at det netop er gennem fordybelse, eftertænksomhed og en forståelse af Danmarks historie, at vi kan finde svarene på, hvad der skal bære danskerne videre.
Derudover bød programmet på oplæg fra talere som Mads Rykind-Eriksen, forstander for Rødding Højskole, og Elof Westergaard, biskop af Ribe, som hver især gav deres perspektiv på de udfordringer, vores fællesskaber står over for.
Elof Westergaard udtrykte følgende:
- Vi står et sted, hvor både staten og civilsamfundet skal styrkes, og det er afgørende, at de arbejder sammen. Vi har brug for en stat og et civilsamfund, der er tæt forbundne og gensidigt forstærker hinanden. Her kan kirken spille en vigtig rolle som et fælles rum, hvor mennesker kan samles.
Efter frokost deltog et bredt panel af repræsentanter fra blandt andet højskoler, friskoler og civilsamfund i en livlig debat om, hvordan dansk dannelse og demokratiske værdier kan styrkes i en moderne verden.
En af paneldeltagerne var Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI, der i forbindelse med debatten problematiserede og belyste centrale emner. Hun satte sammen med de andre paneldeltagere blandt andet fokus på det frivillige engagement og noterede:
- Civilsamfundets styrke ligger i, at vi motiverer og engagerer hinanden til at deltage og bidrage frivilligt. Det skaber tillid og sammenhængskraft, som vi alle har behov for - noget vi måske har mere brug for i dag end nogensinde før.
I løbet af dagen deltog deltagerne i gruppearbejder, hvor de havde mulighed for at drøfte og udfordre dagens temaer, samtidig med at de kunne bidrage med idéer og konkrete løsninger på de udfordringer, der blev belyst. Det skabte en dynamisk ramme for både refleksion og samarbejde.
Blandt deltagerne var forskellige grunde til, at de var mødt op til dialogmødet på Askov Højskole. Mirjam, formand for forening af kristne friskoler, var blandt andet blandt publikum:
- Jeg er her i dag, fordi jeg som formand for foreningen af kristne friskoler mener, at det er en vigtig sag for friskolerne at være en aktiv del af samfundet. Vi ønsker at bidrage positivt til fællesskabet med vores værdier og engagement, og derfor har dagens arrangement og netværk stor relevans.
En anden gæst blandt publikum var Alexander, også den yngste deltager, der medvirkede til dialogmødet:
- “Jeg er her i dag, fordi jeg læste Anni Matthiesens opslag, som virkelig fangede min interesse. Det lød spændende, og jeg tænkte, det var en god anledning til at blive klogere på nogle af de emner, der betyder noget for mig. Jeg har for nylig meldt mig ind i VU og Venstre, og det uddannelsespolitiske er et område, jeg synes er særligt interessant, hvorfor dagen i dag er ekstra relevant for mig.
Lars Christian Lilleholt en afrundingstale, hvor han udtrykte stor taknemlighed for dagens engagement og de mange konstruktive bidrag. Han fremhævede betydningen af det åbne og ærlige samspil mellem deltagerne og understregede, hvordan dagen havde skabt et stærkt fundament for den fortsatte dialog om værdier, kultur og fællesskab:
- Denne dag har været særdeles lærerig og fyldt med mange engagerede mennesker. Dagen i dag har især gjort det klart for mig, hvor vigtigt det er, at ånd og fællesskab får en endnu større plads på Christiansborg - men også ude omkring i Danmark i organisationer og foreninger.
(Pressefotos: Fællessang fra højskolesangbogen og biskop Elof Westergaard)