Antallet af ansøgere til julehjælpen slår rekord i år - også her i området.
- For fjerde år i træk oplever Dansk Folkehjælp en stigning i antallet af ansøgere til Julehjælp. I år har i alt 21.544 familier søgt om en håndsrækning til at klare sig igennem højtiden, hvilket er 2500 flere end sidste år. Siden 2021 er antallet af ansøgere vokset med 28 procent. For Dansk Folkehjælp vidner tallene om strukturelle problemer i Danmark, skriver Dansk Folkehjælp i en pressemeddelelse.
Her i området - Vejen kommune - har 171 søgt.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Nu skal ansøgerne gennemgåes, og så skal vi se, hvor mange der godkendes, fortæller lokalformanden for Dansk Folkehjælp, Preben Pedersen, til migogvejen.
Han er dog ikke i tvivl om, at lokalafdelingen kommer på en stor opgave med at skaffe de nødvendige midler.
- Vi skal skaffe halvdelen af beløbet svarende til omkring 900 kroner pr. ansøger, så det bliver en udfordring for os at skaffe pengene, noterer Preben Pedersen.
De lokale har været ude med indsamlingsbøsserne flere steder, og meldingen er klar:
- Vi møder stor velvilje, og det er vi yderst taknemmelige for, men det bliver svært at nå i mål. Vi er ikke engang nået halvvejs i indsamlingen endnu, konstaterer lokalformanden.
Derfor venter der en opgave de næste uger, og Preben Pedersen - og Dansk Folkehjælp - håber, at der også er virksomheder, der vil være med til at sikre pengene til julehjælpen.
I pressemeddelelsen skriver Dansk Folkehjælp bl.a.:
- Flere fattige og udsatte familier føler sig nødsaget til at søge økonomisk hjælp til at klare sig igennem julen.
Siden 2006 har Dansk Folkehjælp uddelt Julehjælp, men det bliver sværere og sværere at følge med, konstaterer Mirka Mozer, generalsekretær hos Dansk Folkehjælp:
- Der er en tendens til, at fattigdomsproblematikken kun bliver taget tilstrækkeligt alvorligt i de kolde vintermåneder, hvor mange udsatte børnefamilier har akut brug for hjælp, og når så året er omme, har vi som samfund glemt, hvor mange der egentlig råbte op, men økonomisk udsatte børn og voksne har stadig brug for både direkte hjælp og langsigtede indsatser. Problemet forsvinder jo ikke af sig selv, lyder det fra Mirka Mozer, som uddyber:
- Hvis vi som samfund ikke ændrer vores tilgang til fattigdomsproblemet i Danmark, så vil situationen være den samme år efter år. Vi er nødt til at tage udviklingen alvorligt og én gang for alle kigge på langsigtede og helhedsorienterede løsninger. Det, vi skal have særligt fokus på, er støtte til familierne og skabe muligheder for at indgå i fællesskaber, deltage i fritidsaktiviteter, tage uddannelser og komme i job.
(Genrefoto: migogvejen©)