
- Detaljer
- Leif Christensen
Det ledige areal mellem Brørup Bio og Røde Kors på Nørregade i Brørup har ligget ubebygget i mange år.
Nu udbyder Vejen Kommune arealet til salg og håber at finde en projektudvikler, der vil være med til at udvikle området med et moderne boligbyggeri.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Området, der strækker sig over 2157 kivadratmeter, ligger i hjertet af byen, tæt på biografen og giver mulighed for at skabe et boligprojekt, der kan forene både funktionalitet og æstetik, lyder det i en pressemeddelelse.
Det foreslåede byggeri må opføres i 2½ etage, med en facadelinje, der respekterer områdets nuværende arkitektur.
Dertil kan der etableres et gårdmiljø, der kan være samlingspunkt for beboerne. Der vil også være mulighed for at etablere butikker eller liberale erhverv i stueetagen, hvilket kan være med til at skabe en mere levende og attraktiv bydel.
- Vi søger en udvikler, der kan se et potentiale i at skabe et bæredygtigt og nytænkende boligområde i Brørup samtidig med, at de bidrager til den overordnede byfornyelsesindsats i midtbyen, fortæller Peter Hansen, chef for Teknik & Miljø i Vejen Kommune.
- Dette projekt giver investorer og udviklere mulighed for at tage del i en byfornyelse, der ikke kun handler om boligbyggeri. Det vil glæde mig, at der skabes et livligt og attraktivt bymiljø, som kan tiltrække både erhvervslivet og nye borgere, forklarer borgmester Frank Schmidt-Hansen (C).
Udbuddet er i gang og slutter 15. maj, og der skal vedlægges en projektbeskrivelse ved indsendelse af bud.
(billedtekst:
Det nye boligområde skal ligge på det grønne areal mellem bygningerne med Brørup Bio og Røde Kors.)