Følg migogvejen på Facebook  

Her i området er der ingen fastansatte brandfolk på brandstationerne.

De er brandfolk i kombination med et helt almindeligt liv med kone, kæreste, familie og job - men de er hele tiden i beredskab og klar til at rykke ud.

Sådan har Flemming Jensen nu levet i 40 år.

 

(læs mere under annoncen)

Vejen IC - nytårsforsæt 2019

(tryk på annoncen og se nogle af de mange tilbud i centret)

 

 

- Jeg husker en gang, hvor vi var klædt om og skulle til sølvbryllup på Foldingbro Kro, da vi fik en alarm. I stedet for at køre til kroen kørte jeg på brandstationen og tog af sted i brandbilen. Da jeg kom retur, tog jeg så til sølvbryllup.

Oplevelsen kommer fra den nu 72-årige Flemming Jensen, der på mandag kan fejre sit 40 års jubilæum som brandmand hos Falck i Brørup.

Et hverv, der betyder, at han kan kaldes ud sammen med kollegerne 24 timer i døgnet, hvad enten de sidder ved morgenmaden, i sofaen, er ude at handle, har gæster eller ligger og sover deres skønhedssøvn.

Et liv, han har levet i nu 40 år, og han har ikke umiddelbart nogen planer om at stoppe. Det skyldes bl.a. hjemmefronten.

- Det kræver opbakning hjemmefra. Det er utroligt vigtigt, og det har jeg virkelig haft med Martha. Der har aldrig været det mindste, siger en tilfreds Flemming Jensen.

Hvor mange gange, han så har væretaf sted, står hen i det uvisse.

Flemming Jensen er en af de brandfolk, der møder flittigt, når bipperen kalder. Et skøn lyder på i gennemsnit mindst 50 udrykninger om året og dermed altså mere end 2000 udkald.

Udkald af vidt forskellig karakter - også alvorlige.

- Jeg nyder at kunne hjælpe folk, men der er selvfølgelig også en spænding ved det, konstaterer Flemming Jensen, der også kan fortælle om ulykker med dødelig udgang.

Brande er kun en ting. Der køres også efter opgaver som færdselsuheld og forureninger, og Flemming Jensen glæder sig over de indsatser, hvor det er gået godt.

Flemming Jensen lægger ikke skjul på, at han altid har været fascineret af brandbilerne og de blå blink.

- Jeg er født i Vamdrup ikke langt fra brandstationen, og som knægt kørte jeg mange gange efter dem på cykel og siden på knallert, fortæller Flemming Jensen til migogvejen.

Det var derfor oplagt, at han skulle være brandmand. Som 18-årig fik han også tilbuddet om at starte som brandmand. Det passede imidlertid ikke med uddannelsen som mejerist.

Derfor gik der nogle år, inden livet som brandmand startede. Der skulle bl.a. afvikles en tid ved militæret.

Efter giftermålet kom han i 1969 til Brørup og startede året efter som montør på Harbjerg. Han kørte ude og kunne derfor ikke være brandmand.

1. april 1979 kom så dagen, hvor Flemming Jensen startede som brandmand, og den første måned var der afgang til ikke mindre end tre gårdbrande.

Siden er der kommet mange udkald til, og er han ikke lige på ferie eller i sommerhuset i Blåvand, er han klar til at rykke ud, når hans tro følgesvend - bipperen - giver lyd fra sig.

- Jeg har heller ikke en anden hobby, noterer Flemming Jensen, for han vil gerne ud og hjælpe, når der er brug for hjælpen fra brandfolkene i Brørup.

Han noterer også kammeratskabet som et vigtigt punkt, og gennem årene er mange nye kommet til.

I dag er det typisk pladsen bag rattet, der er Flemming Jensens udgangspunkt, og han har ansvaret for vandforsyningen, når det gælder brand - og han har styr på det. Alderen er ingen hindring.

- Han er super dygtig. Selvom han er oppe i alderen, er han ALTID frisk på at prøve noget af, og han er fuldt opdateret på, hvad der rører sig i forbindelse med udvikling indenfor brand og redning, lyder det fra en kollega.

På et skadessted er han også typisk manden, man kan høre, når der er beskeder, der skal gives til kolleger primært i forbindelse med vandforsyningen.

(Fotos: LLN Press©)

flemming jensen 1

 flemming jensen 3

 Kollegerne kårede i 2015 Flemming Jensen som årets brandmand. Her er han sammen med stationsleder Henning Holm. (Arkivfoto: LLN Press)