I Netto i Brørup er der ansat otte fleksjobbere, som alle har forskellige udfordringer.
Butikken rummer dem alle, og det er årsagen til, at handicaprådet i Vejen Kommune blandt de tre nominerede har udpeget butikken til at modtage Handicapprisen 2019.
(læs mere under annoncen)
(hvis det gælder internet, så tryk på annoncen)
Peter Hundebøl er glad for sit arbejde. Han er glad for at have noget at stå op til om morgenen og for at opleve, at hans indsats faktisk betyder noget.
Han arbejder 10 timer om ugen i et fleksjob i Netto i Brørup, hvor han er ansvarlig for brødafdelingen.
- Det giver mig en hverdag, der fungerer, og det er dejligt at have et område, som jeg har ansvaret for, forklarer Peter Hundebøl i en pressemeddelelse fra kommunen.
Han er en af i alt otte fleksjobbere, der er ansat i Netto i Brørup, og de mange ansættelser af sårbare borgere er årsagen til, at butikken med leder Marianne Madsen i spidsen modtager årets handicappris, som uddeles af Handicaprådet i Vejen Kommune.
- Jeg lægger vægt på at hjælpe borgere, der har det svært. Jeg ser mange, der ikke får hjælp, og jeg kan se, hvordan dem jeg har ansat, de udvikler sig og vokser med opgaven, siger Marianne Madsen.
Prisen, der første gang blev uddelt i 2009, gives til den enkeltperson, virksomhed, institution, forening eller organisation, der efter Handicaprådets vurdering har ydet en ekstraordinær indsats for mennesker med funktionsnedsættelse i Vejen Kommune.
Marianne Madsen forklarer, at hun har valgt at se fleksjobberne som en ekstra ressource, som ikke bare er der for at være der, men som får ansvar for forskellige områder.
Hun lægger ikke skjul på, at ansættelsen af de mange fleksjobbere også kræver ekstra ressourcer fra hendes side, men hun er ikke i tvivl om, at den tid er givet godt ud.
- For mig er det en personlig tilfredsstillelse at se et andet menneske udvikle sig på den måde. De begynder som en lille bønnespire og ender med at være fuldvoksne træer. Jeg ser dem ikke som en begrænsning, men som en mulighed, fastslår butikslederen i pressemeddelelsen.
Indstillingen af Netto i Brørup kommer fra en virksomhedskonsulent hos Jobcentret i Vejen Kommune.
Han fremhæver blandt andet, at der er vidt forskellige udfordringer og behov hos de otte fleksjobbere. En bruger stok, en anden ståstøttestol, og nogle skal have faste opgaver uden tunge løft. Andre skal have ro og struktur omkring opgaverne. Fælles er, at der er plads til dem alle.
Prisen overrækkes på Vejen Bibliotek 5. december.
Tidligere på året fik Netto i Brørup overrakt virksomhedsprisen i Vejen Kommune.
To andre nominerede
De to øvrige nominerede til handicapprisen var Lykkeligaholdet Troldekids, som er et håndboldhold for børn med særlige behov, og Hans Chr. Schack.
Indstillerne har skrevet følgende om de nominerede:
»Troldekids startede op lige før sommerferien 2019. Der havde vi fire prøvegange for at se, hvordan stemningen for sådan et hold var. Og de fire gange lå vi mellem seks og 11 spillere. Og efter sommerferien er vi så rigtig gået i gang og træner hver torsdag i VIC. Vi har pt. 10 spillere og ønsker os endnu flere. De børn vi har lige nu er mellem 6-12 år. Konceptet er 5-16 år.
Børnene på holdet ser frem til træningen hver gang. Ofte kan de ikke være med på et »almindeligt hold«, men her er der plads til forskelligheder. Der er plads til at have gode og dårlige dage. Det er en flok skønne unger, som oftest har smil på læben og får en succes ved at score mål og have fællesskabet til træningen.
Vi håber på at kunne skaffe flere børn, og vi er igang med at kigge på at afholde er lille stævne i det nye år, så de kan komme ud og spille mod andre.«
Om nomineringen af Hans Chr. Schack hedder det:
»Hans Chr. Schack blev i starten af 2016 valgt som ny formand for Vejen Høreforening, og siden har han udført et ekstraordinært stort arbejde for denne forening og des medlemmer.
Da Hans Chr. Schack blev formand, talte foreningen 44 medlemmer - i dag har medlemstallet for længst passeret 100. Denne voldsomme tilgang af medlemmer skyldes ikke mindst Hans Chr.'s ihærdige arbejdsindsats, hvor han via en kombination af gode medlemsarrangementer og synlig medlemshvervning har formået at sætte fokus på lokalforeningen.
Hans Chr. Har også valgt at indtræde i Høreforeningens hovedbestyrelse, hvor han er den ene af to repræsentanter fra Region Syddanmark. I Hans. Chr.'s korte formandstid for Vejen Høreforening er foreningens aktiviteter mangedoblet, og Hans. Chr. har blandt andet stået i spidsen for medlemshvervning i forbindelse med Open By Night i både Vejen og Rødding samt utallige medlemsarrangementer som bowling, busture, virksomhedsbesøg, foredrag og meget andet. Senest stod Hans Chr. i spidsen for markeringen af Vejen Høreforenings 80-års-jubilæum.
Hans Chr. har med sit virke for Vejen Høreforening været med til at sikre, at de hørehæmmede har fået et talerør, som sikrer, at der vedholdende bliver gjort opmærksom på de rettigheder som de hørehæmmede har«.
(Foto: PR-foto)