Der er fortsat langt til de 1,1 millioner kroner, der skal bruges for at opfylde ønsket om et nyt udsigtstårn på Vittrup Baun.
(tryk på annoncen og se mere)
- Vi har fået enkelte tilsagn, men vi har søgt otte steder, hvor vi har fået afslag, konstaterede formanden, Aksel Storm, ved eftermiddagens generalforsamling i det fri på baunen.
Vejen Kommune har som tidligere omtalt på migogvejen egenhændigt valgt at lukke offentlighedens adgang til tårnet.
- Tårnet blev lukket i slutningen af maj, og vi har bedt om en dokumentation fra kommunen for at gøre det, men vi afventer stadig et svar, konstaterede Aksel Storm.
Det handler om et svar på, hvorfor det gamle trætårn er lukket.
Omvendt er Vittrup Baun klar med tegningen til et nyt tårn i jern, men der mangler penge.
- Generalforsamlingen besluttede, at vi starter en indsamling dedikeret tårnet, fortæller formanden.
Både private, foreninger, institutioner og andre med interesse for sagen kan give tilsagn om støtte til tårnet, der skal være dobbelt så højt som det eksisterende, men lukkede tårn.
- Når der viser sig en privat opbakning, er det måske også lettere at få fra fondene, konstaterer Aksel Storm.
På det kommende bestyrelsesmøde vil der blive sat gang i arbejdet med at skaffe tilsagn om penge til udskiftningen.
På samme møde skal bestyrelsen konstituere sig. Der var genvalg til Aksel Storm, Lars Hvelplund og Christian Nielsen.
(Fotos: LLN Press©)