Følg migogvejen på Facebook  

Museet Sønderskov har modtaget en bevilling på 160.000 kroner fra Nordea-fonden og 20.000 kroner fra Kulturelt Samråd i Vejen Kommune til realiseringen af Kongeåtæppet – et stort, borgerinddragende tekstilkunstværk, der skal formidle Kongeåens betydning for Danmarks historie og skabe nye fællesskaber omkring kulturarven.

Projektet er udviklet af Kirsten Rykind-Eriksen, Ellen Bøttiger og Birthe Pedersen, der alle er frivillige på Museet Sønderskov.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

Her skal frivillige borgere, kunsthåndværk og kulturhistorie forenes i skabelsen af et stort, broderet vægtæppe, som efter færdiggørelsen får permanent plads i museets store riddersal. Tæppet bliver både et kunstværk og et nyt formidlingsredskab for museets gæster, skoler og foreninger.

- Kongeåen har spillet en afgørende rolle i Danmarks historie, men den er også et sted, som mange mennesker i området har et personligt forhold til. Med Kongeåtæppet får vi mulighed for både at fortælle historien og skabe nye fællesskaber omkring den, siger museets direktør, Nick Schaadt, i en pressemeddelelse.

Projektet gennemføres under kunstnerisk ledelse af tekstildesigner og brodøse Jane Ingerslev.

Deltagerne skal brodere hver deres udsnit af fortællingen om Kongeåen, hvorefter de mange dele samles til ét stort vægtæppe på over tre meters længde.

Som kunstnerisk leder står Jane Ingerslev for det omfattende forarbejde, hvor fortællingerne fra Kongeåens landskab og historie omsættes til akvareller, der danner grundlag for broderierne.

- Jeg er nu i gang med det spændende og tidskrævende arbejde med at male de 79 akvareller, der er forlægget for Kongeåtæppet, fortæller Jane Ingerslev.

- Som en del af min research har jeg har været på vandretur langs med Kongeåen og har der oplevet noget af det unikke dyre- og planteliv. Jeg har taget mange fotografier og mødte bl.a. en lystfisker i fuldt fiskeornat. Jeg spurgte, om han havde lyst til at være model til tæppet, og således er han nu med som et eksempel på det rekreative liv, som mange nyder her i vores område, lyder det videre.

Motiverne spænder fra Kongeåens udspring til udløbet i Vadehavet og omfatter nogle af de mest markante fortællinger fra grænselandets historie. Blandt motiverne er Skibelund Krat, højskolerne i Rødding og Askov samt de historiske toldsteder ved Foldingbro og Skodborg. Også nutidens rekreative liv langs åen og områdets karakteristiske natur får plads i det store broderi.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

Ved et introduktionsmøde i maj meldte 64 personer deres interesse for at deltage i projektet.

Kongeåtæppet skal ikke blot formidle kulturhistorie. Projektet har også fokus på at videreføre traditionelle håndværksteknikker og engagere nye generationer. Derfor etableres et særligt børneforløb, hvor skolebørn kan lære at brodere og arbejde kreativt med lokale historier fra Kongeåen.

Jane Ingerslev skal undervise de frivillige brodøser i forskellige broderiteknikker og introducere dem til arbejdet med at spænde stoffet op på rammer. Målet er at skabe et fælles kunstværk, hvor den enkeltes indsats bliver en del af en større fortælling.

Hele tæppet broderes med uldgarn, som plantefarves med planter og vand fra Kongeåens forløb. Farveprojektet gennemføres under ledelse af museumsinspektør Louise Schelde Frederiksen i samarbejde med engagerede frivillige i Knudepunktet i Vejen. Tekstilprojektet vil løbende blive formidlet gennem museets hjemmeside, sociale medier og lokalpressen.

Med de to bevillinger er finansieringen af projektet næsten på plads.

Initiativtager Kirsten Rykind-Eriksen glæder sig over, at idéen nu bliver til virkelighed og til igen at samarbejde med tekstildesigner Jane Ingerslev. De to samarbejdede også om projektet Broderi og nye kunstformer, hvor syv tekstildesignere arbejdede sammen med Museet Sønderskov. Projektet blev udstillet i efteråret 2024.

Den store interesse blandt borgerne glæder også Jane Ingerslev, som ser frem til at føre det kunstneriske forarbejde videre sammen med deltagerne:

- Vi er jo dybt afhængige af og taknemmelige for den store interesse for projektet, og det bliver helt vidunderligt at komme i gang i det nye år, siger Jane Ingerslev.

Kongeåtæppet gennemføres i perioden 2026-2028 og afsluttes med en officiel præsentation og ophængning af tæppet på Museet Sønderskov.


Fakta om Kongeåtæppet
Samlet projektbudget: ca. 199.600 kr.
Støtte: 160.000 kr. fra Nordea-fonden og 20.000 kr. fra Kulturelt Samråd i Vejen Kommune.
Kunstnerisk leder: Jane Ingerslev.
Projektansvarlig: Museet Sønderskov.
Deltagere: Frivillige borgere, børn og lokale samarbejdspartnere.
Resultat: Et stort, broderet vægtæppe med permanent placering på Museet Sønderskov.


sonderskov pr 26 03sonderskov pr 26 01

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies