I otte år er der blevet talt om opførelse af et nyt tårn på Vittrup Baun, og målstregen er nærmere end nogensinde.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Der har været en del pukler undervejs, men jeg er overbevist om, at det kommer.
Sådan lød det fra formanden for Vittrup Baun, Aksel Storm, på eftermiddagens generalforsamling.
- Inden der er gået et år, skulle arbejdet gerne komme i gang, var meldingen fra en optimistisk formand.
Han glæder sig over den opbakning, der er til opførelse af det 14 meter høje tårn, der skal afløse det gamle tårn, der af sikkerhedsmæssige årsager er brækket ned efter krav fra kommunen.
- LAG Vejen-Billund vil dække halvdelen af projektet, og yderligere har vi fået tilsagn fra både fonde og mange private borgere og foreninger, fortalte formanden.
Det lange forløb har imidlertid også betydet, at tilsagn fra to fonde på til sammen 300.000 kroner risikerer at udløbe, men formanden håber, det lykkes at få beløbet trods forsinkelsen.
Priserne på byggematerialer er også øget, så lige nu kender ingen prisen. Den kommer først efte en ny udbudsrunde.
- Vi er ikke helt i mål, men derhenad, sagde formanden på generalforsamlingen, men han håber, det lykkes at finde de sidste penge, og der bejles fortsat til lokale om tilskud.
Projektet er ifølge formanden så højt, at det kræver en speciel godkendelse og ikke bare kan godkendes af kommunen, og det er der først tid til at kigge på næste år.
Det kunne være gået hurtigere med godkendelse, hvis tårnet var lavet to meter lavere, men det har ikke været inde i billedet hos bestyrelsen for Vittrup Baun.
Han savnede også en bedre kommunikation med forvaltningen på Vejen Kommunen:
- Det tager rigtig lang tid og minder mest om en envejskommunikation, beklagede Aksel Storm.
Det gjorde han i en tidligere staldbygning med tag over hovedet på ham og deltagerne. Normalt afvikles generalforsamlingen på baunen, men det var vejret ikke til i dag.
Valget af sang til optakt til generalforsamlingen var derfor også meget rammende - »Det haver så nyligen regnet«.
Hverke Henning Graversen eller Aksel Nielsen ønskede genvalg, og nyvalgt blev Hanne Margrethe Straarup og Carsten Mortensen, Gesten.
Forplejningen ved den årlige generalforsamling sørger hver enkelt selv for, men sådan er det måske ikke næste år. En af deltagerne lovede lagkage næste år, hvis byggeriet kan komme i gang.
Et tårn, der sikrer udsyn langt omkring. Hvor langt afhænger af mange ting, men som der blev sluttet af med på generalforsamlingen - sangen »Jylland mellem tvende have«.
(Fotos: migogvejen©)
Formanden, Aksel Storm, håber på byggeri af det nye tårn på Vittrup Baun næste år.
Vejret sendte årets generalforsamling ind i en nedlagt staldbyning.
Flaget var hejst på Vittrup Baun, men vejret var ikke til udendørs generalforsamling - eller vandretur i naturen for den sags skyld.