Brørup Hallerne har modtaget 475.000 kroner i støtte fra Nordea-fondens renoveringspulje.
Bevillingen går til en omfattende renovering, der både øger tilgængeligheden for kørestolsbrugere og mindsker hallens energiforbrug.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Projektet omfatter modernisering af toiletter og omklædningsrum, hvor to af rummene ombygges, så de bliver handicapvenlige. Eksisterende fliser og bænke bliver istandsat og genanvendt som en del af indsatsen for øget bæredygtighed.
Samtidig udskiftes ventilationsanlægget fra 1984 med et nyt og mere energieffektivt system, der forbedrer luftkvaliteten og reducerer energiforbruget markant.
Desuden installeres gulvvarme og foretages efterisolering i omklædningsrummene, hvilket både forbedrer komforten og bidrager til en lavere CO₂-udledning.
- Brørup Hallerne er et vigtigt samlingspunkt for byens borgere, foreninger, skole, institutioner og Brørup Sundhedscenter, og derfor vægter man højt, at alle har adgang til faciliteterne – uanset mobilitet, skriver hallen i en pressemeddelelse.
- Vi er umådeligt glade for, at Nordea-fonden har fundet vores projekt støtteværdigt. Vores omklædningsrum er fra 1972, og selvom der er blevet repareret og malet løbende, har de i mange år trængt til en gennemgribende renovering. Nu får vi samtidig gjort to af rummene handicapvenlige, så bevægelseshæmmede også kan benytte faciliteterne. Det nye ventilationsanlæg, bedre isolering og gulvvarme vil desuden bidrage til at reducere vores klimaaftryk. Vi glæder os bare til at komme i gang, siger halinspektør Laue Sørensen
Han suppleres af formanden:
- Vi glæder os meget til at fremvise det færdige resultat af vores renoveringsprojekt til vores aktive medlemmer og Brørups borgere. Udskiftningen af ventilationsanlægget vil betyde en markant forbedring af indeklimaet. Brørup Hallerne er stolte over at være blandt de udvalgte i Nordea-fondens renoveringspulje, siger Susan Haagensen, formand for Brørup Hallernes bestyrelse.
(Foto: PR-foto)
migogvejen har tidligere omtalt uddelingen af 2,7 millioner her i området:
https://migogvejen.dk/nyheder/erhverv/12120-deler-2-7-millioner
