Følg migogvejen på Facebook  

En ny frivillig mentorordning i Vejen Kommune skal støtte ledige over 30 år på vej tilbage på arbejdsmarkedet. Beskæftigelses- og Udviklingscenter (BUC) har udvidet den succesrige mentorordning for unge med et mentortilbud for ledige aktivitetsparate borgere over 30 år på kontanthjælp.

»Mentorindsatsen er en af de mest virksomme redskaber for borgere på kanten af arbejdsmarkedet«, lyder det i en pressemeddelelse fra Vejen Kommune.

En-til-en relation med mentor kan være med til at løse de personlige udfordringer, der står i vejen for den ledige, som f.eks. manglende selvtillid, sociale udfordringer, sygdom, misbrug, kriminalitet, problemer i familien, usund livsstil eller dårlig økonomi.

Mentorer mødes på fast basis med den ledige og opbygger et personligt og tillidsfuldt forhold, der gør det muligt at rokke ved langvarige og komplekse udfordringer.

»Det kan være opløftende og betydningsfuldt at møde en person, som har lyst til at være sammen med dig, bare fordi du er den, du er. Den frivillige mentorrelation er præget af lyst, engagement og mening - både for mentorer og mentees« lyder det videre.

Onsdag 2. maj byder BUC i Brørup alle interesserede velkommen til et informationsmøde om det nye mentortilbud.

(Foto: Vejen Kommune)