Området fik torsdag en række nye ambassadører - sundhedsambassadører.
Det skete officielt ved et arrangement på Brørup Sundhedscenter, hvor der blev budt velkommen til de første - siden skal flere følge efter.
»Sundhedsambassadører er borgere, som har gode erfaringer med sundhedsforandringer og som har lyst til at dele disse med andre eller som har lyst til at tage initiativer i eget nærmiljø og derigennem bidrage til at fremme sundheden blandt borgerne i Vejen Kommune«, lyder den officielle beskrivelse af ambassadørerne.
Du kan blive ambassadør, hvis du har gennemført et forløb på Brørup Sundhedscenter og har lyst til at dele sine sundhedsforandringer og fortælle om, hvilken betydning, det har haft for din hverdag.
Jørgen Thøgersen (A) - formand for udvalget for sundhed, kultur og fritid i Vejen Kommune deltog i arrangementet og bød ambassadørerne velkommen. Formanden sagde bl.a.:
»Det er en vision for Vejen Kommune at være en kommune, der i fællesskab med borgerne skaber de bedste rammer for, at alle dagligt kan træffe et sundere valg og leve det sunde liv. I Udvalget for Sundhed, Kultur og Fritid er det vigtigt for os, at vi også bidrager til at styrke det fælles ansvar, men også for at alle borgere får gode muligheder for deltage i sundsfremmende aktiviteter.
Derfor vil vi i samarbejde med borgere skabe udvikling og nytænke vores kommune, så sundhed er noget, der indtænkes i alt, hvad vi foretager os og derfor bliver en naturlig del af vores dagligdag.
Netop samarbejde mellem borger og kommune er det, vi vil videreudvikle sammen med vores sundhedsambassadører. Sammen med jer vil vi ud lokalt, dér, hvor sundhed er hverdag, og der hvor sundhed skabes hver dag. Derfor er jeg også meget glad for, at vi i dag er samlet med de første, som har sagt ja til at være sundhedsambassadør sammen med os. Sammen med jer vil vi undersøge, udvikle og anvende de muligheder, der allerede findes.
Vores lokalområder spiller en afgørende rolle, når vi taler sundhed. For det er her, vi lever hverdagslivet, og det er her, vi dagligt træffer de valg, der har indflydelse på vores egen og vores nærmestes sundhed.
Det er derfor, at navnet sundhedsambassadør er så velvalgt, fordi en ambassadør er en repræsentant. I Vejen Kommune er en sundhedsambassadør en borger, der selv har oplevet positive forandringer med egen sundhed. Om forandringerne er store eller små, er ikke afgørende, det vigtige er, at man har oplevet en positiv forandring, og at man gerne vil dele det med andre. Når man deler det med andre, kan det forhåbentlig inspirere andre til også at lave lignende forandringer i deres liv.
Sundhed er målet, men indholdet er ikke fastsat, altså hvordan den enkelte borger og sundhedsambassadør skal arbejder med egen sundhed. Den enkelte er selv med til at bestemme, hvordan man vil være med til at brede sundheden ud. Det er vigtigt, fordi vi ønsker, at initiativer skal spire lokalt, så de tager udgangspunkt i lokale interesser og behov. Initiativer som vokser op af lokale behov og interesser er også stærke.
»Vi skal gøre det sunde valg til det lette valg«. Det er en sætning, der ofte bliver gentaget, når vi taler om sundhed. Vi håber, at samarbejdet mellem sundhedsambassadører og Vejen Kommune kan være med til, at borgerne nemt kan finde vejen til det sunde valg og med inspiration og fortællinger om, hvad man selv har gjort, så kan man være med til at give andre mulighed for også at forbedre deres sundhed. For ved at løfte i flok kan vi løfte mere og så bliver det også sjovere at være sammen om sundheden.
Vi tror på, at vi de kommende år kan få mindst 250 sundhedsambassadører i kommunen og gerne flere. Hvis vi er mange, der arbejder sammen om sundheden både i de større byer og i de mindre lokalsamfund, så tror vi, at vi kan være med til at forbedre folkesundheden.
(Fotos: LLN Press©)