Så får området sin egen genbiks. Målet er at sikre, at anvendelige ting bliver genanvendt.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og læs mere om mulighederne)
De fleste har nok prøvet at køre en tur på genbrugspladsen og kassere ting, som egentlig var for gode til at blive smidt ud, men som man ikke længere selv har brug for.
Hidtil har der ikke været andet at gøre end at smide tingene ud eller at aflevere dem i en genbrugsbutik. Men nu kan man som noget nyt aflevere sine kasserede men funktionelle ting på Genbrugspladsen i Brørup.
En et-årig forsøgsordning begynder fredag 8. februar klokken 14, hvor genbrugspladsen i Brørup åbner Genbiksen.
Genbrugspladsen stiller et lokale til rådighed, mens fem lokale organisationer er gået sammen om at danne en forening, der har det overordnede ansvar for, at projektet fungerer.
Organisationerne har på skift en uge ad gangen, hvor de sørger for at hente ting fra Genbiksen.
- Vi vil gerne støtte direkte genbrug og cirkulær økonomi. Vi skal genbruge så meget som muligt, og både medarbejdere, organisationer og borgere har efterlyst den her mulighed, så nu prøver vi, siger Vagn Sørensen, formand for udvalget for Teknik & Miljø i Vejen Kommune i en pressemeddelelse.
- Det er med til at give tingene længere levetid og spare på ressourcerne. Desuden støtter det nogle rigtigt gode formål, lyder det videre.
Vagn Sørensen understreger, at borgerne skal bidrage til, at rummet, hvor tingene afleveres, fungerer.
Ting, man afleverer, skal stilles ordentligt ind på hylderne, så andre også kan komme til.
Det er ikke tilladt at klunse, da tingene bliver afhentet af velgørenhedsorganisationerne.
Målet er at få flere velgørende organisationer med og at udvide ordningen til genbrugspladsen i Rødding og på sigt den nye genbrugsplads i Vejen, når den står færdig.
Man kan aflevere stort set alt lige fra service til store møbler. Dog er der andet sted på pladsen en container til tøj.
Alle er velkomne til at komme forbi med deres brugte og brugbare ting og støtte det gode formål.
migogvejen.dk har tidligere fortalt nyheden om genbrugspladsen og historien bag den:
http://migogvejen.dk/brorup/1380-genbrug-til-salg