Følg migogvejen på Facebook  

Vejen Kommune skal have ny borgmester, og skal det fortsat være en Venstre-mand, er spørgsmålet hvem.

 

(læs videre under annoncen)

IdeCentret Casper med maling ny 2

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

Borgermester Egon Fræhr, Brørup, har meddelt, at han ikke genopstiller ved det kommende kommunalvalg i 2021, og derfor skal Venstre i Vejen Kommune have fundet en ny kandidat til at overtage borgermesterposten.

- Det arbejde bliver nu skudt i gang, idet Venstre på et bestyrelsesmøde mandag aften har besluttet at afholde møde 16. november, hvor en ny borgermesterkandidat skal findes, fortæller formanden, Jan Møller Pedersen.

Foreløbigt har kun nuværende viceborgermester, Morten Thorøe, meldt sin kandidatur, men ifølge Venstres vedtægter kan ethvert medlem stille op og det helt frem til opstillingsmødet 16. november.

- Det er også en del af planen, som blev besluttet på mandagens bestyrelsesmøde, at der forud for selve opstillingsmødet skal afholdes møder rundt om i kommunen, hvor man kan få lov at møde og stille spørgsmål til kandidaterne forud for selve opstillingsmødet, og derfor vil det naturligvis være til fordel for de, som påtænker at stille op, at de er med på disse møder, fortsætter Jan Møller Pedersen.

Møderækken starter 5. oktober og fortsætter efter efterårsferien med fire møder frem til selve opstillingen af Venstres borgermesterkandidat 16. november.

- Det er således en oplagt mulighed for borgere i Vejen Kommune med et liberalt syn på tingene at deltage i et af de indledende møder, der vil være åbne også for ikke medlemmer, og hvis man melder sig ind, kan man både være med til at få indflydelse på udpegning af Venstres borgermesterkandidat og være med til at opstille resten af Venstres liste til kommunalvalget på et medlemsmøde til foråret, ligesom man kan være med til at udarbejde Venstres handlingsprogram for den kommende byrådsperiode, noterer formanden for Venstre i Vejen Kommune, Jan Møller Pedersen.

(Genrefoto: LLN Press©)