Følg migogvejen på Facebook  

Flaget var hejst og vajrede i vinden over den nye spejderhytte, Skovbrynet, i Brørup fredag eftermiddag.

Det skete, da håndværkere, spejdere, forældre, ledere og andre interesserede markerede den første milepæl i byggeriet - rejsegildet.

Efter sommerferien, når den nye sæson for Brørups spejdere - både DDS- og KFUM-spejderne - starter, vil de kunne tage den nye 2,5 millioner kroner dyre spejderhytte i brug.

Dermed kan en langvarig snak forstumme.

- Tilbage i 2009 kunne vi konstatere, at det gamle hus var ved at rådne op. Renoveringen ville koste 900.000 kroner, og så var vejen ligesom vist. Det var mere klogt at bygge en ny hytte, fortælle Svend Erik Prüsse, kasserer i hytteudvalget.

Det er lykkedes at få økonomien i projektet på plads, så de omkring 140 spejdere kan glæde sig til en ny og meget praktisk indrettet hytte bygget af lokale håndværkere.

Spejderne har dog flere ønsker, så alle opfordres til at købe lodsedler og dermed støtte projektet, hvor der bl.a. er behov for penge til indretning af spejderhytten.

(Fotos: LLN Press©)

 

spejdbrørup01

Fire af byggeudvalgets medlemmer samlet ved fredagens rejsegilde. Det er fra venstre Bjørn Pedersen, Kim Olesen, Jesper Eskelund og Svend Erik Prüsse.

 

spejdbrørup02

Dette skilt foran byggeriet viser resultatet, når arbejdet er slut - dog fra den modsatte side.