Ideen om flere byggerier i Gjerndrup er kommet et skridt videre.
(læs mere under annoncen)
Kommunens udvalg for teknik og miljø har sagt ja til at sende forslag til lokalplan 306 og tillæg nr. 10 til Kommuneplan 2017 - offentligt formål ved Gjerndrup Friskole - i offentlig høring.
Formelt skal den dog forbi både økonomiudvalg og byråd, inden det sker.
Forslag til lokalplan 306 og kommuneplantillæg 10 er udarbejdet efter anmodning fra Gjerndrup Friskole og Gjerndrup Idræts- og Kulturhus.
Baggrunden er et ønske om udvidelse af friskolen og etablering af et Idræts- og Kulturhus i tilknytning til friskolen.
Formålet med lokalplanen er at give den planmæssige mulighed for gennemførelse af projektet og sikre, at projektet indpasses i de nære omgivelser og landskabet.
Herudover laves der en planlægningsmæssig oprydning, hvor en tidligere planlagt udvidelse øst for friskolen fjernes.
Det aktuelle projekt udvider friskolen og giver mulighed for idræts- og kulturhuset på arealet vest for friskolen.
Der gives mulighed for at etablere to nye overkørsler til Surhavevej til betjening af det nye idræts- og kulturhus.
Ind- og udkørslerne placeres minimum 90 m fra svinget på Surhavevej af hensyn til oversigtsforhold.
Trafikken på Surhavevej vurderes ikke at blive så stor, at der vil forekomme problemer med trafikafviklingen.
Skolens parkeringsplads, i det nordøstlige hjørne af lokalplanområdet, forbliver som den er i dag, men trafiksikkerheden forbedres med skiltning.
Planen udlægger tre byggefelter, et til skolebygningen, et til idræts- og kulturhus og et til pedel/lager/værksted.
Byggefelt et til skolebygningen placeres sådan, at den nye skolebygning vil danne den fjerde længe i det gårdmiljø, som skolebygningerne danner. For dette byggefelt er der fastsat bestemmelser, som sikrer, at bygningen vil harmonere med de øvrige skolebygninger.
Byggefelt to til Idræts- og kulturhuset placeres tilbagetrukket fra Surhavevej, men således at bygningen vil få en facade, der orienterer sig mod Surhavevej og parkeringsarealet placeres foran byggefeltet.
Der fastlægges desuden et princip for at sikre en glidende overgang mellem landsbymiljøet i den nordlige del af området, hvor byggefelterne placeres, og det åbne landskab mod syd, hvor der fastsættes bestemmelser for at aktivitetsbaner m.m. skal udføres i naturlige materialer og afskærmes af spredt beplantning.
Planen vurderes ikke at være omfattet af kravet om miljøvurdering, da virkeliggørelse af planen ikke vil medføre en væsentlig indvirkning på miljøet.
Forslagene skal i offentlig høring i fire uger.
Illustration fra lokalplanforslaget.