Følg migogvejen på Facebook  

Torsdag bød folketingsmedlemmet Anni Matthiesen (V) 21 elever fra 7. klasse på Gjerndrup Friskole og tre af deres lærere velkommen på Christiansborg. 

Her viste hun dem rundt i Folketinget og fortalte både om historier fra Christiansborg og om aktuelle, politiske emner.

Anni Matthiesen fik desuden forklaret de unge mennesker, hvordan hverdagen ser ud for et folketingsmedlem, en hverdag med bl.a. massevis af e-mails, møder, læsemateriale og spændende begivenheder både på Christiansborg og lokalt. Netop det lokale fylder meget for Anni Matthiesen, som også forklarede eleverne fra Gjerndrup Friskole, hvordan det er at være bosat i Jylland og arbejde i København.

- Selvom det sommetider kan være besværligt at tage frem og tilbage fra Sydjylland til København, så har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg ville blive boende i det sydjyske. Faktisk mener jeg, at det er meget vigtigt for mit virke som folketingsmedlem, at jeg har en nær kontakt med mit lokalsamfund, og at jeg ved, hvad der rører sig i Sydjylland, fortæller Anni Matthiesen i en pressemeddelelse.

Anni Matthiesen glædede sig meget over at få besøg af så mange unge mennesker fra sin hjemegn.

- Jeg er rigtig glad for at se sådan en stor gruppe sydjyske unge her på Christiansborg. For det første, så mener jeg, det er en værdifuld oplevelse for de unge mennesker at komme herind i Folketinget og derved få en bedre fornemmelse af, hvordan demokratiet og lovgivningsarbejdet fungerer. Det føler jeg også, at jeg har en vis pligt til at viderebringe til de unge. For det andet, så er det også rart for mig at få nye inputs og indtryk fra unge mennesker i Sydjylland. Det giver mig mulighed for at forstå, hvilke udfordringer og emner, der optager denne gruppe, siger folketingsmedlemmet.

Eleverne var også glade for mødet med folketingspolitikeren, og de havde travlt med at række fingrene op for at stille Anni Matthiesen spørgsmål om dansk politik og livet som folketingsmedlem.

Det mener Anni Matthiesen er sundt:

- Det er altid godt at opleve, når unge mennesker er spørgelystne og går op i det samfund, de er en del af. Det er vigtigt for vores demokrati og sammenhold, påpeger det lokale folketingsmedlem.