De 400 økologiske køer på Debelgaard på Debelvej 1 ved Lindknud dansede søndag ved middagstid foråret i møde.
Det skete i forbindelse med den traditionelle økodag, der samler masser af interesserede.
Debelgaard deltog for fjerde gang i det landsdækkende arrangement, og inden de sidste gæster var kommet, vurderede gårdejer Chr. Petersen, at besøgstallet ville slå de 2200-2300, der plejer at komme.
- Vi vil gerne vise landbruget frem til folk, selvom det kræver mange ressourcer både før og i dag, hvor vi er 30 mand i gang, fortalte Christian Petersen mellem snakkene med gæsterne.
Som noget helt ekstraordinært fik de første besøgende i dag lejlighed til at se en af køerne føde - kælve. En lille kalv, der sammen med sin mor fik meget opmærksomhed i løbet af dagen.
- Mange spurgte til, hvorfor vi ikke hjalp med kælvningen, men det er helt naturligt, de klarer det selv, fortæller Christian Petersen, der dog var klar, hvis der skulle opstå problemer.
I løbet af arrangementet kunne de forskellige afdelinger besøges, og der var forskellige aktiviteter, inden køerne nød at komme ud.
(Fotos: LLN Press©)