- Detaljer
- Leif Christensen
Christian Lund siger farvel til sine tillidsposter i dansk landbrug.
Han vil fokusere fuldt ud på Vejen Kommune, hvor han stiller op til byrådet.
- Venstres borgmesterkandidat fra Skodborg siger farvel til sine poster i Landbrug & Fødevarer og Spiras for at hellige sig arbejdet for borgerne i Vejen Kommune, lyder det i en pressemeddelelse.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Det betyder, at Christian Lund fratræder bestyrelsesposten i landboforeningen Spiras samt formandsposten i Landbrug & Fødevarer Sektor Kvæg. Det sker med virkning fra 1. november.
– Det har været en stor ære at repræsentere danske landmænd gennem mange år. Jeg har prøvet at gøre det bedste ud fra de evner, jeg nu engang har og altid med den enkelte landmands familie i centrum. Men nu er tiden kommet til at fokusere 100 procent på lokalpolitik og på at gøre en forskel for borgerne i Vejen Kommune, siger Christian Lund.
Christian Lund startede sin landbrugsorganisatoriske karriere i SLF, Sønderjyske Landboforening, som nu er en del af Spiras, i 2005 og var med til at stifte Syddansk Kvæg i 2006. Han blev formand for SLF i 2012, kom i Dansk Kvægs bestyrelse i 2007, blev næstformand i 2008 og siden formand i 2017.
Han blev første gang valgt til primærbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer i 2013, hvor hans fokus var at kæmpe for landmændenes bundlinje og skabe en stærkere samfundskontrakt mellem erhvervet og befolkningen.
– Verden forandrer sig hele tiden, og det er vigtigt, at landbruget følger med, så vi fortsat fremstår som en stærk erhvervsklynge. Jeg er stolt af det, vi har opnået, og af de mange dygtige mennesker. Det har været en stor ære at repræsentere danske landmænd gennem mange år, siger Christian Lund.
Formår at sætte retning
Ifølge Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, er det en ægte ildsjæl, som forlader vigtige tillidsposter i landbrugserhvervet:
- Jeg har i mange år haft et tæt og fortroligt samarbejde med Christian i forskellige bestyrelser i Landbrug & Fødevarer. Når han går ind i noget, gør han det helhjertet, og som formand både lokalt og for LF Kvæg har han hver dag kæmpet for de danske landmænd med et stort engagement. Han har en stærk evne til at sætte en strategisk retning og samtidig have hjertet med i beslutningerne.
- Samtidig har Christian en god evne til at skabe netværk, og han forstår værdien i stærke relationer og at samle et godt hold omkring sig. Jeg er ikke i tvivl om, at de kvaliteter også vil komme ham til stor gavn, når han forhåbentlig får mulighed for at stå i spidsen for Vejen Kommune, lyder det fra Søren Søndergaard.
Også landmand og bestyrelsesformand i Arla, Jan Toft Nørgaard, anerkender Christian Lunds indsats:
- Christian trådte allerede i en ung alder til som formand for vores landboforening, hvor han spillede en afgørende rolle i en økonomisk turnaround. Jeg kender ham som en synlig og inkluderende leder, der står robust i modvind og ikke ryster på hænderne, når beslutningerne er svære. Christian har desuden et imponerende drive og et engagement, der løfter både mennesker og organisationer omkring ham, fastslår Jan Toft Nørgaard.
Nu gælder det lokalpolitikkken:
– Jeg brænder for at gøre en forskel for Vejen Kommune. Det skal fylde min fremtidige hverdag. Jeg glæder mig til valgkampen, lyder det fra Christian Lund.
(Arkivfoto: migogvejen©)
