- Detaljer
- Leif Christensen
Det er altid en stor kabale, som skal gå op, når ordfører- og udvalgspladserne skal fordeles i et parti, og Venstre har nu fået kabalen på plads, og fordelingen er i dag blevet godkendt af folketingsgruppen.
Anni Matthiesen fortsætter på undervisningsområdet som ordfører og bliver også nu Venstres nye ældreordfører.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Ud over de to ordførerposter vil Anni desuden få plads i Sundheds- og Ældreudvalget, Børne-, Undervisnings- og Forskningsudvalget, Kultur og Kirkeudvalget samt i Miljø og Fødevareudvalget. Hun er nu også Venstres ting-, og gruppesekretær og har således fortsat plads i Venstres gruppeledelse og i Venstres hovedbestyrelse. Desuden vil hun få opgaven med fortsat at være partiets medlem i Sydslesvigudvalget, som varetager det danske mindretal, og hertil kommer også en ny opgave med at tage sig af det tyske mindretal.
- Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet på områder, som jeg kender meget godt – og selvfølgelig er det også altid spændende at kaste sig ud i nye udfordringer som f.eks. hele ældreområdet samt at varetage opgaven som tingsekretær, som jo også nu giver mig muligheden for at skulle prøve at sidde i formandsstolen og lede møderne i folketingssalen, siger Anni Matthiesen i en pressemeddelelse.
- Vi har vurderet, at det er vigtigt, at der trods alt sidder et medlem på undervisningsområdet, som har historikken omkring både de ændringer vi har sat i gang på både folkeskoleområdet og omkring vores ungdomsuddannelser. Der er jo valgt rigtig mange nye ind i folketinget, og på undervisningsområdet bliver det så nu Magnus Heunicke, som skal sidde for bordenden. Så mon ikke det derfor også er godt, at der sidder en »gammel rotte«, der kan huske lidt af historikken, lyder det videre fra Anni Matthiesen.
(Foto: Privatfoto)
