Et skridt nærmere, men der er stadig lang vej til målet - et nyt fjernvarmeværk.
125 borgere var i aften mødt op til endnu et borgermøde i Thorhallen om den fremtidige varmeforsyning i Jels.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Målet er et varmeværk, der skal sikre indbyggerne billigere varme end naturgassen, men der går formentlig mindst et par år, inden fjernvarmen i givet fald kan løbe i rørene i Jels.
Med stiftelsen af »Jels Varme a.m.b.a.« er der skabt basis for, at en ny bestyrelse kan arbejde videre hen mod en etablering.
Som bestyrelse er navnene nye, men de otte navne på aftenens liste har hidtil arbejdet med ideen gennem en arbejdsgruppe. Nu er det mere formelt.
Bestyrelsen består af Jakob Kaadt, Michael Laugesen, Kasper Sellebjerg, Stefan Hansen, Charlotte Kjelde, Peter Lysgaard, Lars Petersen og Janus Lynggaard.
- Medlemmerne i arbejdsgruppen er så begejstrede, at de gerne vil arbejde videre med projektet, lød det inden valget fra Janus Lynggaard.
Det var også ham, der gennemgik udkastet til vedtægter, der minder meget om dem fra varmeværket i Rødding.
- Vi har lånt deres og så rettet dem til, så de passer til Jels, forklarede Janus Lynggaard.
Han konstaterede samtidig, at interessen for fjernvarme i Jels er stor.
- For at arbejde videre med projektet var målet 450 interesserede, men der er 489, der har ytret interesse for at være med, konstaterede Janus Lynggaard.
Det er 361 private, 114 fra boligforeningen og 14 erhvervsdrivende. Samtidig er der samlet 54.200 kroner ind til den første undersøgelse af muligheder og den økonomiske bæredygtighed i projektet.
Planen er, at et nyt værk kan placeres ved siden af Lindab, hvor der måske også kan skaffes jord til solceller.
Prisen er naturligvis vigtig, og på aftenens møde blev der talt om en pris for tilslutning på måske 60.000 kroner.
Allerede i næste uge har den nye bestyrelse møde med et rådgivningsfirma, der skal lave de nødvendige beregninger, så grundlaget for et fjernvarmeværk i Jels kan blive ordentlig belyst.
(Fotos: migogvejen©)
Dirigent Mikkel G. Larsen foran Lars Petersen og Janus Lynggaard.