Adskillige gange har et område ved Skaftkær Bæk og ved kirken i Skodborg været ramt af oversvømmelse.
Vand er løbet ned over marker og ned i byen og ramt huse og kældre, men nu er det slut.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Arbejdet med at etablere bl.a. et nyt vådområde ved Skaftkær Bæk er afsluttet, og det blev i eftermiddag officielt indviet.
Den/de officielle taler holdt borgmester Frank Schmid-Hansen (K) og Vagn Sørensen (V), formand for udvalget for teknik og miljø.
De trådte til efter musik af Skodborg Brandværnsorkester.
Arbejdet i området har været i gang siden januar, men nu er det afsluttet, og borgmesteren konstaterede spøgefuldt, at det har virket.
Der var i hvert fald ingen vand i den nu, men nu har det heller ikke regnet meget de seneste fem måneder.
Oversvømmelserne kommer typisk i situationer, hvor der har været langvarigt eller kraftigt regnvejr, hvor der strømmer store vandmængder fra oplandet til Skaftkær Bæk.
- For at de til tider voldsomme oversvømmelser kan minimeres og i bedste fald undgås fremover har Vejen Kommune givet tilladelse til et nyt klimaprojekt, skrev kommunen tidligere i en pressemeddelelse.
Projektet indeholder blandt andet etablering af et nyt åbent vandløb til opsamling af vand fra de højereliggende arealer i to klimabassiner, hvor vandet holdes tilbage af to dæmninger, som forsinker vandets vej mod det lave område ved kirken ligesom Skaftkær Bæk reguleres, så vandløbet får et nyt åbent forløb.
Ligeledes etableres der et minivådområde øverst på den åbne strækning af Skaftkær Bæk af lodsejer Christian Lund, hvilket også bidrager til en tilbageholdelse af vandet i oplandet.
- Projektet er kommet i stand efter et tæt samarbejde mellem lodsejer og Vejen Kommune. Vi glæder os over, at sådan et initiativ kan være medvirkende til, at borgerne i Skodborg får minimeret risikoen for oversvømmelse i gader, haver og huse, pointerer Vagn Sørensen (V), der er formand for udvalget for teknik og miljø.
Fra kommunalt hold roses landmandens velvillighed, og Vagn Sørensen opfordrer andre til at henvende sig, hvis de har ideer.
- Vi har haft mulighed for at bidrage til det nye vådområde med et af de arealer, som vi tidligere har dyrket. Vi håber, at Skodborgs borgere får glæde af projektet i forhold til at undgå oversvømmelser og naturligvis også, at det bliver et flot og idyllisk område at gå ture i, lød det tidligere fra gårdejer Christian Lund, der byder lokalbefolkningen velkommen på familiens arealer.
Projektet har ifølge Vejen Kommune kostet 1,7 millioner kroner, og afslutningen blev i dag markeret med pølsevogn og drikkevarer.
(Fotos: migogvejen©)
migogvejen/LLN Press har flere gange fotograferet oversvømmelser i Skodborg - nu skulle det være slut: