Følg migogvejen på Facebook  

Når gymnastikafdelingen i Jels IF afholder den årlige gymnastikopvisning lørdag 3. marts, så kan afdelingen samtidig fejre sit 25 års jubilæum.

- For at fejre vores 25 års jubilæum er vi gået all-in på gæstehold i år, så der er lagt op til en storslået eftermiddag i gymnastikkens tegn. Vi får besøg af Skibelund Gymnastik - og Idrætsefterskole samt tre DGI egnshold - nemlig Haderslev/Rødding-egnens Mini Mix, DGI Sydvest Juniortræningsholdet og DGI Sønderjyllands Aspiranthold, fortæller formanden Susan Rasmussen.

Der er lokale gymnaster og trænere på både Haderslev/Rødding-egnens Mini Mix og DGI Sydvest Juniortræningsholdet.

Spredt over de fire timer, som opvisningen tager, vil flere end 500 gymnaster udefra samt 150 af Jels IF’s egne børn og voksne gymnaster og ca. 30 instruktører vise de spring og rytmiske serier, de har arbejdet med hele sæsonen.