Det er bogstaveligt talt tryk på på Kongeådalens Efterskole i Dover i denne uge.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Der er gang i årets teateruge, der grundet corona-situationen i år falder noget senere end normalt og helt uden tilskuere.
Forestillingen kan følges på Facebook, men det er ikke det samme som at have folk siddende tæt på.
- Det er ærgerligt, der ikke må komme nogen. Det giver altid ekstra sommerfugle i maven, når der er tilskuere, lyder det fra 16-årige Gabriel Broberg-Jepsen, Vejle.
Han vil virkelig være noget ved musikken, når forestillingen løber af stablen i aften, da han er med i orkestret.
Hvad han skal spille - ja, naturligvis Shu-Bi-Duas »Tryk på«, der også er titlen for forestillingen, der normalt samler forældre, søskende og 300 tidligere elever.
De går glip af live-forestillingen med Shu-Bi-Duas sange i fokus grundet forsamlingsrestriktionerne.
- Eleverne har selv været med til at skrive forestillingen og bestemme, hvad den indeholder, fortæller forstander Niels Birkmand til migogvejen.
Helene Tolstrup, Fredericia, er en af aktørerne på scenen, og hun glæder sig:
- Det er dejligt, at vi får mulighed for at lave forestillingen nu, siger hun med baggrund i et efterskoleår, der ikke blev, som hun og de andre ønskede.
Coronaen har holdt mange hjemme i flere måneder, og det sociale kan ikke opleves bag en computerskærm. Skoleåret har været meget anderledes end forudset.
Helene Tolstrup og Gabriel Broberg-Jepsen er dog enige om, at det har været en stor oplevelse at være på skolen, som de valgte, fordi det er en FDF-skole.
- Det er et skoleår, der har rykket mig, og at skolen ikke er større gør, at man kender alle og er omgivet af gode venner, noterer Helena Tofterup, der ligesom Gabriel Broberg-Jepsen starter på gymnasiet efter sommerferien.
Skolen har 60 elever.
(Fotos: migogvejen©)
Der er gang i Shu-Bi-Dua-musikken på Kongeådalens Efterskole i Dover i denne uge. (Foto: migogvejen©)
Helene Tolstrup og Gabriel Broberg-Jepsen glæder sig over, at teaterugen er rykket, så de får den oplevelse med. (Foto: migogvejen©)
Eleverne på skolen er involveret på forskellige vis. Her er der gang i dansen forud for aftenens forestilling. (Foto: migogvejen©)