Høsten skal i hus - også på Hygum Hjemstavnsgård i Sdr. Hygum.
I disse dage står der »Høsten gennem 100 år« på Hygum Hjemstavnsgård, som fortsætter i morgen søndag, hvor der også vil være politisk besøg - folketingsmedlem Anni Matthiesen (V) holder høsttalen.
Ellers høstes der med segl og le, og pigerne går bagved og binder op.
Næste trin i udviklingen af høsten er aflæggeren, der var en stor hjælp for karlene, men pigerne skulle stadig gå bagved og binde op.
Det næste store fremskridt var selvbinderen. Den kunne både høste og binde neg. Så nu skulle der kun sættes i skok, efterfølgende køres hjem i loen eller sættes i hæs uden for laden, hvor det skulle tærskes med plejl eller tærskeværk.
Høsten er dog kun en ting - rundt på gården er der mange andre aktiviteter.
Spindehørren skal ruskes og lægges til tørring inden den videre forarbejdning. I den gamle smedje kan børnene være med til at fremstille en lille ting, de kan få med hjem. I den anden ende af smedjen er stenovnen tændt op, her bages der boller og kringler. I det gamle stuehus bliver der lavet smagsprøver på den gamle ringkomfur, og i stuerne er væv, kniplebræt samt strikketøjet i fokus. Uden for stuehuset har Haderslev Kaninavlerforening deres årlige kaninhop og konkurrencer.
(Fotos: LLN Press)