Endnu et træ i kommunen har fået titel af evighedstræ.
En titel, der gives af Danmarks Naturfredningsforening.
(læs mere under annoncen)
Det gælder det store bøgetræ på Østergade ved supermarkedet i Rødding, der bliver træ nummer 105 af slagsen rundt i Danmark.
Naturfredningsforeningen beskriver på sin hjemmeside træet på denne måde:
»Træet er en gammel blodbøg, over 100 år gammelt. Formentlig plantet i haven ved Østerbygård, da gården er blevet bygget i sin tid. Gården er blevet nedrevet. Træet er meget smukt med en kæmpe krone, bliver beskåret/passet af Vejen kommune, da det står rimelig tæt på en trafikeret vej«.
Spørgsmålet er dog, om det ikke er en hængebøg i stedet...?
»Evighedstræer er træer, som skal have lov til at stå, til de falder om af sig selv, og når de er døde, skal de have lov til at ligge og rådne op i bunden af skoven til glæde for nogle af landets truede dyr og plantearter, som netop lever i døde træer«, lyder beskrivelsen.
Træet i Rødding er evighedstræ nummer syv i Vejen kommune. Beskrivelsen af de andre lyder sådan her:
Evighedstræ nr. 71 - i Ålund Plantage:
Træet er en Douglasgran plantet omkring 1900. Omkreds 2,70 m og ca. 30 m høj.
Indviet onsdag 26. oktober 2016.
Evighedstræ nr. 74 - i Høllund Søgaard:
Træet er en Sitkagran plantet cirka 1885 af Dalgas. Omkreds 3,5 m og ca 30 m høj.
Indviet 8. juli 2017.
Evighedstræ nr. 75 - i Tirslund Plantage:
Træet er en Douglasgran plantet omkring 1955. Omkreds 2,20 m og ca 25 m høj.
Indviet 11. juni 2017.
Evighedstræ nr. 77 - i Vittrup Baun:
Træet er en Sitkagran selvsået omkring 1930. Omkreds 3,50 m og 22 m høj.
Indviet 29. juli 2017.
Evighedstræ nr. 91 - i Præsteskoven, Vejen
Træet er en bøg plantet omkring 1850. Omkreds 3,15 m og ca. 30 m høj.
Indviet 12. juni 2018.
Evighedstræ nr. 103 - i Staushede Plantage
Træet er en eg.
Indviet 12. maj 2019
Danmarks Naturfredningsforening skriver om udpegning og mærkning af gamle, helt særlige træer, der skal stå for evigt:
»Mange gamle træer falder for motorsaven, fordi de står i vejen for en plov, en byggeplads, en vejudvidelse - eller fordi man simpelthen mangler viden om træer. Danmarks Naturfredningsforening udpeger og mærker gamle, helt særlige træer, der skal stå for evigt. Det kan redde flere træer fra unødig fældning.
Mærkning af gamle, helt særlige træer med et lille emblem kan være med til at skabe fokus på, at mange flere store, gamle træer helst skal stå for evigt - også når de er gået ud. Med kampagnen kan viden om, hvordan de værdifulde gamle træer kan beskyttes, plejes og bevares for at leve og stå længst muligt til glæde for os alle og ikke mindst for de mange insekter, fugle og andre dyr og planter, der er helt afhængige af træerne som bosteder. Samtidig som de gamle træer falder på stribe mange steder i landet, er der heldigvis også mange træejere, som gennem generationer har passet på deres træer.«
Det første evighedstræ i Danmark blev udnævnt i Kalundborg.
Den officielle udnævnelse af træet i Rødding sker ved en byvandring i aften.
(Fotos: LLN Press©)