Følg migogvejen på Facebook  

Der bliver snart væsentlig mere plads at røre sig på hos Troldkærskolen i Troldkær ved Jels.

Skolen har købt naboejendommen af Jytte og Børge Baagø.

 

(læs videre under annoncen)

Vejen Kommune - bund

(tryk på annoncen og se mere)

 

- Vi har fået tilspillet en enestående mulighed, så vi er både stolte og meget taknemmelige. Vi overtager officielt gården 1. april, men Jytte og Børge fraflytter først til 1. juni, fortæller forstander Kenn Johnsen til migogvejen.

Han glæder sig over, at handlen er faldet på plads.

- Det bliver en kæmpe legeplads for os, som Kenn Johnsen formulerer det.

Ikke alene er der tale om en velholdt ejendom, men der hører også 10 hektar jord til, så mulighederne er mange.

- Det hele er ikke planlagt endnu, men det ventes, at stuehuset skal laves til beboelse for elever i et paragraf 107 tilbud - dvs. unge i et midlertidigt botilbud - i stil med det, vi har på Koldingvej 31 inde i Troldkær, forklarer forstanderen.

Og så er der udbygninger og jorden.

- Vi har mange drømme – drømme der for de unge har et erhvervsrettet sigte, men også drømme, der gør vores unge livsduelige. Vi vil gerne have dyr, det har vi ikke i dag. Det kan være alt fra kaniner til heste, som vores elever kan gå over og betro sig til, men også forpligte sig til.

- Og så skal vi have noget, der brummer. Vi skal naturligvis have en traktor, så vi kan dyrke, beplante og vedligeholde jorden. Vi vil formegentlig plante skov og blomster og anlægge en sti på noget af jorden, som andre end os selv også kan få glæde af. Og måske vi også kaster os ud i at dyrke grønsager til eget brug, forklarer Kenn Johnsen.

Troldkærskolen er en selvejende institution med plads til ca. 45 elever – den opgave varetages af 25 fastansatte dedikerede medarbejdere.

Det er en blanding af dagelever og kostelever, der visiteres til stedet fra landets kommuner.

- Der er tale om unge i alderen 17-30 år, unge, der typisk er visiteret til en stu – en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Det er unge, der i en travl og larmende verden har brug for ro til at gro, og det sørger vi for på Troldkær. Her skynder vi os nemlig langsomt. Vores unge er her typisk i tre år i forbindelse med stu-uddannelsen, lyder det videre.

Troldkærskolen har en række værksteder, Skov & Byg, Metal, Køkken, Jels Voldsted, Fabrikken og Transport & Logistik og samlet handler det om at afklare, hvad de unge kan fremover.

(Fotos: migogvejen©)

 

 troldkarskolen 24 01

Kenn Johnsen blev ansat som forstander på Troldkærskolen 1. juni i fjor.