Følg migogvejen på Facebook  

Coop, som står bag Kvickly, SuperBrugsen og Dagli`Brugsen, har søsat et koncept, hvor man lægger op til at samle byen en hverdagsaften og spise i fællesskab.

Det er helt op til den enkelte bestyrelse for de enkelte butikker at finde sin egen model for gennemførelse, og det er nu lykkedes i Skodborg.

- Vi havde i et stykke tid talt om det i vores bestyrelse, for det er et koncept, vi tænkte ville passe perfekt ind her, fortæller formanden for Dagli'Brugsen i Skodborg, Jan Thomsen.

Dagli`Brugsen er tovholder, leverer råvarerne og drikkevarerne, som sælges til en symbolsk beløb. 

- Det kræver frivillige med hver sine kompetencer, men her sætter jeg ikke vores lys under en skæppe. Er det noget, vi kan i Skodborg, så er det at hjælpe hinanden, påpeger Jan Thomsen overfor migogvejen.

- Vi tog kontakt til Merete Muusmann, Jette Quist og Alice Bonde, som alle i deres hverdag arbejder med madlavning. De sagde straks ja, og da Alice Bonde har et madhold i vinterhalvåret, udviklede det sig til, at de skulle inddrages, og de var helt med på ideen, forklarer Jan Thomsen.

Lene Windfeld og Helle Bruun stod for borddækning og udsmykning i samarbejde med skolens 5 kl. og deres forældreråd. Eleverne havde igennem hele aftenen opgaver fra at stå i garderoben, baren, til afrydning og opvask og var superengagerede.

100 billetter var sat til salg, og de var hurtigt solgt, og meldingen fra Jan Thomsen er klar:

- Det blev gennemført med så stor succes, at det skal gentages en anden gang.

Overskuddet går til lommepenge til 5 kl. til den kommende bornholmertur.

 

 

skodborg mad 3

skodborg mad 3