Følg migogvejen på Facebook  

Så er endnu en historisk årbog på gaden.

Den første udkom i 1981, og bortset fra et par år er der hvert år siden kommet en historisk beskrivelse om Rødding-området på gaden.

40-50 personer var på plads, da bogen blev præsenteret i aktivitetshuset i Rødding.

 

(læs videre under annoncen)

 KK Partner

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

Det er de otte lokalarkiver i det gamle Rødding Kommune, der står bag udgivelsen af bogen.

- Årbogen 2022 rummer tilsammen ni artikler fra lige så mange områder inden for den tidligere kommunegrænse. Det gælder Hjerting, Øster Lindet, Københoved, Lintrup, Jels, Skodborg, Sdr. Hygum, Brændstrup og Rødding, lyder det fra Lars Thisgaard i en pressemeddelelse.

Med udgangspunkt i den tyske kapitulation og Danmarks befrielse 5. maj 1945 fortæller historikeren Jørgen Larsen, der stammer fra Skodborg, om tiden omkring og efter de glade majdage. Som et eksempel nævner han, at »det var slut med hagekorsflag ved Skodborg Skole«.

Blandt festlighederne var en fodboldkamp mellem A-holdet fra den lokale fodboldklub og et hold faldskærmssoldater fra de engelske styrker, der befriede Danmark. Han kalder det for en kæmpe begivenhed.

- Endelig kom der englændere til byen, og nu kunne både befrierne og befrielsen fejres. Flagene var oppe overalt, og inden kampen var soldaterne inviteret til middag i private hjem. Men klokken 14 stod faldskærmsfolkene og Skodborgs A-hold anført af dets stjernespiller, slagter Niels Stougaard, klar på stadion med en stor del af sognets beboere som tilskuere, skriver Jørgen Larsen.

Kampen endte med resultatet 3-1 i Skodborg-holdets favør.

Udlængsel og lyst til at komme ud i verden for at udforske den førte i 1969-70 til, at den unge landmand, Aksel Olesen fra Sdr. Hygum, blev fodermester i Spanien. Det skete gennem selskabet Bredania, der stod for eksport af dansk kvæg. Om sin første rejse fortæller han i årbogsartiklen:

- En tidligt morgen sidst i februar 1969 mødte jeg op i Billund Lufthavn for at flyve til Spanien med 25 danske kælvekvier. Det var første gang, at flyselskabet fløj med kvæg. Der var et forrygende snevejr og storm. Kvierne var bundet i deres hornreb til nogle bokse, der var boltet fast i gulvet. Ved opstigningen er accelerationstrykket stort, og det bevirkede, at boksene knagede. Presset på kvierne var stort bagud, og de brølede, skriver Aksel Olesen.

Han konstaterer, at alt derefter gik godt. Kvierne faldt til ro og fik hø at tygge drev på. I det følgende mere end års tid kom han til at arbejde med kvæg flere steder i Spanien, inden turen gik hjem til Danmark med tog.

Illustreret med et portræt af sig selv begynder den 85-årige Georg Bendix fortællingen om sit liv, hvor han voksede op i en jødisk slægt i København. Familien havde for flertallets vedkommende sagt jødedommen farvel, og tilskyndet af sin bedstemor blev han døbt som 10-årig. Det skulle være en slags forsikring mod forfølgelsen, som tog nogle slægtled med i døden.

Selv måtte han sammen med forældrene og sine to søskende flygte over Øresund til Sverige, da nazisterne begyndte at arrestere jøderne i Danmark i september 1943. Flugten fra forfølgelsen kalder han for udramatisk, og om sejlturen i en fiskekutter fortæller han:

- Lugten i den tomme kutters lastrum og lyden af »lukket inde«, da lugen blev lagt på før sejladsen, får mig til at tænke på Jonas i hvalfiskens bug. Vi kom over til Hven, og jeg kom op på et par fiskekasser, så jeg kunne løftes ud i begge arme. En venlig betjent bød os velkommen, og så gik turen tværs over øen til båden til Landskrona.

Medlem af redaktionsudvalget, Flemming Fogh, Øster Lindet, fortalte ved præsentationen om indholdet på årbogens 136 sider.

(Fotos: migogvejen©)

 

historisk årbog rødding 22 04historisk årbog rødding 22 01historisk årbog rødding 22 03

Flemming Fogh