Hvis du har mødt en mand med gråt skæg og hat gående med en barnevogn, er det sandsynligvis Brian.
(læs videre under annoncen)
I de seneste uger har han været her i området, og migogvejen traf ham i formiddag i en shelter i Skodborg.
Han slappede af i shelteren og var i gang med at løse kryds og tværs.
En halv snes dage har han været i Skodborg efter at have taget turen fra Vorbasse, Bække og Vejen til Skodborg.
- Jeg er 61 år og har selv valgt livet som vagabond, fortæller han i en snak i shelteren, hvor han har sine ting pakket ud.
Hans eneste indtægtskilde er kaffekanden, som han stiller op, når han står et sted, som han nogen gange har gjort ved Dagli'Brugsen i Skodborg - efter at have fået lov. Her må folk gerne smide en skilling i.
- Jeg møder mange positive og rare mennesker, fortæller vagabonden, der nyder det frie liv.
Han stammer oprindelig fra Køge-egnen og har i flere år helt frivilligt valgt livet som den frie vagabond.
Brian forventer endnu nogle dage at blive i Skodborg og har planer om at gå syd over og senere sejle til Fyn.
Årets tur startede i marts efter at have overvintret i et tomt hus på Mors.
I øjeblikket nyder han livet i Skodborg og har lært, at der her siges mojn..
(Foto: LLN Press©)
Brian fortæller, at der tidligere er lavet et videoindslag om ham:
https://www.youtube.com/watch?v=bhAqPX2LLXs