Så er det tid for rund fødselsdag i Glad Zoo i Lintrup.
Stedet har i nu 30 år været Sønderjyllands zoologiske have.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
I 1995 åbnede Eigil Thomsen dørene til det, der dengang hed Bonnie Zoo i Lintrup.
I dag, 30 år efter, ligger der stadig en zoologisk have i Lintrup. Navnet er nu Glad Zoo, og formålet er nu ikke kun at formidle viden om dyr og natur, men også at skabe en meningsfuld hverdag for mennesker med fysiske eller kognitive udfordringer.
- Der er sket meget med parken, siden den åbnede i 1995. Der har været forskellige ejere gennem tiden, og med hver ny ejer er der kommet nye ideer og nye visioner for, hvad parken i fremtiden skal kunne, siger Zoochef, Lasse Stærdal Simonsen, i en pressemeddelelse.
Denne udvikling, og måske særligt udviklingen efter Gladfonden overtog parken i 2014, har gjort, at Glad Zoo i dag er en af kommunens største turistattraktioner. Parken får årligt besøg af lige knap 40.000 gæster fra både Danmark og udlandet.
Glad Zoo huser over 70 forskellige dyrearter.
Der er både kritisk truede balistære, verdens tredje største landskildpaddeart, verdens største gnaver og mange mange flere.
I Glad Zoo arbejdes der for at bevare verdens truede dyr og deres levesteder, og her kan gæsterne hver især være med til at gøre en lille forskel. Parken bidrager nemlig med en krone for hvert besøg til et europæisk projekt for bevarelse af sangfugle i Asien, Silent Forest.
Udover at være en helt almindelig zoologisk have, danner Glad Zoo også rammen om den Særligt Tilrettelagte Uddannelse (STU), som Gladfonden har i Norgesgade i Esbjerg. Eleverne på dyrepasserlinjen, gartnerlinjen og håndværkerlinjen kommer hver dag i Glad Zoo sammen med deres tre faglærere og dygtiggør sig i at passe både dyrene og de grønne områder.
- Det giver mening på en helt ny måde at gå på arbejde hver dag, når man både møder nysgerrige emuer og asiatiske vildhunde, men også møder smil og godt humør hos alle vores STU-elever. Det giver Glad Zoo en ekstra dimension, som ikke findes andre steder, siger zoochefen og fortsætter:
- Det er virkelig fedt at føle, at stedet gør en forskel på så mange forskellige plan, hver dag.
Parken fylder i år 30 år, og det markeres på lørdag 5. juli.
(Foto: PR-foto)
