De er bogstaveligt talt ude med leen på Hygum Hjemstavnsgård i disse dage.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Moderne landmænd bruger store maskiner, når høsten skal i hus, men i Sdr. Hygum er der rig lejlighed til at opleve, hvordan der tidligere blev høstet.
Torsdag og fredag har mange børn oplevet »Høsten gennem 100 år« på Hygum Hjemstavnsgård, og arrangementet fortsætter i weekenden.
- Karlene høster med segl og le, pigerne går bagved og binder op. Det næste store fremskridt var selvbinderen, den kunne både høste og binde neg. Så nu skulle der kun sættes i skok, efterfølgende køres hjem i loen eller sættes i hæs uden for laden, hvor det skulle tærskes med plejl eller tærskeværk, som det lyder om historien.
Netop høstarrangementet plejer at trækker mange gæster til Hygum Hjemstavnsgård, og de første dage tegner godt.
Der er også andre ting i gang.
Ved spændhuset fortælles der om spindehørrens forarbejdning fra frø til tøj.
I den gamle smedje kan børnene være med til at fremstille en lille ting, de kan få med hjem.
I den anden ende at smedjen er stenovnen tændt op. Her bages der boller og andet godt til ganen.
Bloksaven, der er trukket af den gamle Frichs-motor, saver store træstammer til planker og brædder.
På pladsen kan du også møde pileflettere og jydepottemager.
Historisk køkken har smagsprøver på forskellige produkter. Her kan også købes kaffe og hjertevafler, som kan nydes på stedet.
I det gamle stuehus bliver der lavet smagsprøver på det gamle ringkomfur, og i stuerne er væv, kniplebræt samt strikketøjet i fokus.
Uden for stuehuset har Haderslev Kaninavlerforening lørdag og søndag deres årlige show med kaninhop og konkurrencer.
(Fotos: migogvejen©)