Striber skal gøre det mere sikkert at cykle, og derfor afmærkes Tornumvej vest for Rødding nu som 2 minus 1 vej.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Vejen Kommune har de senere år etableret flere 2 minus 1 veje forskellige steder i kommunen.
En evaluering af projektet viser, at striberne får flere til at cykle, og at bilerne kører langsommere. Derfor etableres nu endnu en 2 minus 1 vej – denne gang på Tornumvej, mellem Rødding og Staghøjvej.
Når bilister kører ud ad Rødding by bliver farten sat op, og der bliver kørt stærkt på Tornumvej.
Derfor glæder det Aksel Buchholdt, der er nabo til vejen, at den bliver lavet om til en 2 minus 1 strækning. Han opfordrer samtidig bilisterne til at holde hastigheden nede:
- Der er forældre, der ikke tør sende deres børn afsted i skole og til fritidsaktiviteter, fordi der bliver kørt alt for stærkt. Fremover bliver det forhåbentlig mere trygt for dem, der skal ud at cykle, siger han i en pressemeddelelse.
Målet med 2 minus 1 veje er at nedbringe hastigheden og skabe tryghed for de bløde trafikanter.
Det virker, men det kræver en tilvænning at køre på dem. På den vejtype er der plads til cyklister i begge retninger og kun ét spor for bilisterne, selvom der er trafik i begge retninger.
Projektet, der er medtaget i Vejen Kommunes Cykelruteplan 2021-2024, skal i første omgang skabe en mere sikker cykelrute mellem Hjerting og Rødding.
Både for at forbedre den generelle folkesundhed og af hensyn til klimaet ønsker Vejen Kommune at vende udviklingen og få flere til at vælge cyklen som transportmiddel.
Fra Rødding er der allerede cykelsti til Sdr. Hygum og Brændstrup, og på sigt håber Vejen Kommune også at skabe forbindelse fra Rødding til Jels, Skodborg, Gram og Ribe.
- Vi er allerede i gang med at skabe en sikker cykelrute mellem Jels og Rødding, og så afventer vi i øjeblikket svar på, om vi tildeles midler fra cykelpuljen til at færdiggøre cykelstien mellem Rødding og Skodborg, fortæller Vagn Sørensen (V), der er udvalgsformand for Teknik & Miljø.
Cykelstien mellem Rødding og Hellet, der skal skabe forbindelse mellem Rødding og Jels, ventes inden længe at stå færdig. Vejen Kommune afholder derfor indvielse af stien lørdag 9. oktober.
Også andre steder i kommunen anlægges der i den kommende tid bedre forhold for cyklisterne.
Høllundvej øst for Hovborg ventes således i løbet af foråret 2022 ændret til en 2 minus 1 vej, ligesom der i øjeblikket etableres et manglende stykke dobbeltrettet cykelsti ved Højmarkskolen i Holsted.
(Foto: Vejen Kommune)
Hvad er en 2 minus en vej:
https://www.youtube.com/watch?v=51azrFbUSFw
(tryk på annoncen og se mere)