Søndag aften sluttede den 48. udgave af Jels Vikingespil.
16.375 gæster har de seneste godt og vel 14 dage været forbi friluftsscenen for at se forestillingen om Skjoldungen.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Forestillingen, som blev instrueret af Ole Sørensen, har fået flotte anmeldelser med på vejen af de anmeldere vi har haft besøg af. Men vigtigst af alt har gæsterne, der har overværet forestillingen, givet rigtig flotte tilbagemeldinger til Jels-vikingerne.
- Det har været en super sæson. Masser af glade gæster, der på trods at et meget omskifteligt sommervejr havde valgt at tilbringe en aften i vores selskab. Der er blevet spist i Valhal og i vores smukke natur inden forestillingen, og nogle har også festet til den lyse morgen, fortæller Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil i en pressemeddelelse.
Forestillingen handlede om Skjoldungen Gram der levede i skyggen af sin mægtige far, og alt det han skulle leve op til. Det har givet stof til eftertanke hos mange gæster, da der sagtens kan trækkes paralleller til nutiden på dette plan.
- Jeg vil gerne sende en helt speciel tak til alle 533 frivillige, der har været med til at få årets vikingespil til at køre rundt. Nogle har løst en mindre, men måske specialiseret opgave, andre har trukket et stort læs. Det mest fantastiske er dog at se, hvordan sammenholdet hele tiden udvikler sig. Tusind tak til hver og en for jeres hjælp, noterer Janus Harloff Lynggaard.
Selvom den sidste fadøl kun lige er skænket, så er arbejdet med at klargøre til næste års forestilling allerede i fuld gang.
Forestillingen har præmiere fredag 4. juli, og billetsalget starter 1. december 2024.
(Arkivfoto: migogvejen©)