Røde, orange, gule, grønne og blå.
Farverne var talrige, men ideer var der endnu flere af, da Forum Rødding og Vejen Kommune torsdag aften holdt borgermøde i kultursalen i Rødding Centret.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og få inspiration til din nye bil)
I forbindelse med mødet blev de mange deltagere sat i arbejde - workshop.
De skulle komme med ideer til, hvordan bymidten skal tage sig ud, når brugsen nu forsvinder i forbindelse med nedbrydningen.
Ideer skulle skrives på de små sedler og prioriteres lidt ud fra, hvad der er økonomisk muligt nu, men der måtte også komme andre ideer på bordet.
- Der er afsat 400.000 kroner til at forbedre Enghaveplads, fortalte Jens Josephsen fra Vejen Kommune, og det rækker ikke til de mange forskellige forslag, der blev præsenteret.
Skal de store maskiner i gang med anlægsarbejdet, forsvinder de penge hurtigt, men det forhindrer ikke, at det måske senere kan komme på tale eller evt. kan laves med hjælp af midler fra f.eks. fonde.
En af ideerne går på at fritlægge åen, men den ligger to meter nede i jorden, så det kræver et større arbejde.
Andre foreslog i stedet at få lavet springvand, hvor vandet bliver der, og strømforsyningen skal komme fra solenergi.
Der var også tænkt på julen i form af et juletræ, der blev plantet på stedet.
Det kan også være et sted med skulpturer, og de unge blev også nævnt. Der kunne laves en miniskaterbane, ligesom der skulle laves noget for de helt små.
Og naturligvis var der forslag om et grønt område i forskellige afskygninger.
Alle de mange farverige sedler tog de kommunale medarbejdere med retur for at samle en oversigt over, hvad der kan blive aktuelt nu - og senere.
(Fotos: LLN Press©)