Ildsjælegruppen »Vild i Vejen« har udnævnt 2022 til at være sommerfuglenes år.
Sommerfugle er markører for biodiversiteten, og hvor sommerfuglene har det godt, trives også andre insekter.
Dog er det ikke hvilken som helst sommerfugl, som Vild i Vejen sætter fokus på.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Af de 15 sommerfuglearter, der findes i Vejen Kommune, har de valgt den mest specifikke art, nemlig citronsommerfuglen. Med dens intense gule farve er det en rigtig forårsbebuder, og de næste kuld flyver helt hen til oktober.
Citronsommerfuglen er en af de allerførste sommerfugle, der kommer på vingerne om foråret. Den overvintrer som voksen og kommer frem, når temperaturen når 8-10 grader først i marts. Her parrer de sig, og hunnerne finder et sted at lægge deres æg.
Citronsommerfuglen er meget kræsen og lægger kun æg på træerne tørst og vrietorn.
Derfor igangsætter Vild i Vejen en kampagne, hvor haveejere, virksomheder og institutioner kan få udleveret et tørstetræ kvit og frit i løbet af marts . På den måde kan mange i fællesskab være med til at få flere citronsommerfugle på vingerne.
Frøs Sparekasse har doneret de 2000 tørstetræer, der skal fordeles vidt og bredt i hele kommunen.
- Det er et godt initiativ, der rammer lige ned i hjertet af Frøs Sparekasses markedsområde, fortæller Rolf Møller Jepsen, der er afdelingsdirektør i Brørup og Vejen, i en pressemeddelelse.
- Det betyder meget for os, at det er en bred skare, der vil få glæde af vores donation, og vi glæder os til at være med til at plante de første træer.
Vild i Vejen skyder kampagnen i gang ved et arrangement på tirsdag på Højskoleengen i Rødding. Her bliver de første tre tørstetræer plantet af repræsentanter fra Frøs Sparekasse og Vild i Vejen samt borgmester Frank Schmidt-Hansen (C).
Sommerfuglekampagnen er et led i konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune.
- Vi er meget begejstrede over, at Frøs Sparekasse takkede ja til at donere 2000 tørstetræer til vores kampagne, fortæller Vild i Vejens næstformand, Ritta Kloppenborg.
- Vi glæder os til at bringe træerne rundt i kommunen, tilføjer formand Birgit Brink Lorenz.
I forbindelse med arrangementet kan man høre mere om Vild i Vejens sommerfugletema og de andre vilde arrangementer og tiltag, som ildsjælegruppen har i støbeskeen.
Derudover vil Rødding Højskole fortælle om fase to af udvidelse af Højskoleengen.
Har man ikke mulighed for at deltage på dagen, kan man få udleveret et tørstetræ, når Vild i Vejen kommer på tur rundt i Vejen Kommune i løbet af marts.
På billedet ses Ritta Kloppenborg og Birgit Brink Lorenz, der er henholdsvis næstformand og formand for Vild i Vejen, med de tre store tørstetræer, der skal plantes på Højskoleengen i Rødding.
(Foto: PR-foto)
(tryk på annoncen og se mere)