Nogle kom i shorts og nogle i bikini, mens andre valgte det varme i form af vinterjakke, halstørklæde, hue eller flyverdragt.
(læs mere under annoncen)
Og der er ingen tvivl om, hvad der var mest passende til vejret, da der på årets sidste dag for 20. gang var hop-i-søen-arrangement i Jels.
Det var køligt med lidt vind, så det var ikke just sommertemperatur.
Alligevel valgte mange det sommerlige dress, når de nu havde besluttet sig for sammen med hundrede andre at hoppe i søen på årets sidste dag.
En tradition, som nu er 20 år gammel og også omfatter en motionstur på to ben eller på cykel.
Igen i år deltog mange, og det var det lokale folketingsmedlem, Troels Ravn (S), der åbnede løbet.
Om traditionen fortalte han bl.a.:
- Fire venner fik den ide at løbe og cykle en tur om Jels Sø for så at runde det hele af med et hop i søen om formiddagen på årets sidste dag. Det var de fire venners måde at ønske hinanden godt nytår.
- Ideen var så god, at det blev en tradition at mødes. Der kom flere og flere til. Det er blevet et tilløbsstykke med flere hundrede deltagere, og det er gået så godt, at vi i dag kan ønske til lykke og holde et 20 års jubilæum med hinanden, lød det fra Troels Ravn.
- Sådan er det i Danmark. Folk får heldigvis ideer og skaber noget, der kan vokse og komme til at betyde noget for dig og mig. Det sker i foreningerne, det sker i virksomhederne, og det sker blandt helt almindelige mennesker. Når tingene lykkes og går op i en højere enhed, skaber ideerne et stærkt fællesskab - med et fint ord kaldes det sammenhængskraft, fortsatte Troels Ravn.
- Det handler også om, at vi interesserer os for hinanden, at vi gerne vil, at det går hinanden det godt, og det skal vi værne om, lød nytårsopfordringen fra Troels Ravn.
Bag arrangementet står en række frivillige, og repræsentanter fra Jels frivillige Brandværn er klar, hvis nogle går i panik i det kolde vand.
(Fotos: LLN Press©)