Vejret var godt nok træls, men det kunne ikke skygge for dagens oplevelse.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Det blev virkelig en succes.
Sådan lyder det fra Anita Sønning efter dagens sponsorløb ved Skrave Skole til fordel for en ny legeplads, da der er kommet mange unge mennesker med børn til.
- Det blev til mere end 100.000 kroner i dag, fortæller en tilfreds Anita Sønning.
På forhånd var der samlet 68.500 sponsor-kroner hjem, og med dagens høst er initiativtagerne rundet de 170.000 kroner af målet på den kvarte million.
Målet er nye redskaber på legepladsen ved den tidligere brugs, og ønsket lyder bl.a. på et piratskib, der i sig selv koster 180.000 kroner.
Nu skal der søges fonde, og her er villigheden altså større, når der også selv er ydet en indsats, som det er tilfældet her.
Dagen bød yderligere på et tilsagn om et firma, der vil stå for monteringen, og det har i sig selv en værdi på 15.000 kroner.
Ved skolen var der lavet nogle baner på det våde græs, og de 60 deltagere løb/gik 925 runder med det lokale byrådsmedlem, Martin Boye, som speaker.
Deltagerne havde en hyggelig eftermiddag, men der var nok kommet flere tilskuere, hvis regnen havde holdt sig væk
(Fotos: migogvejen©)