Følg migogvejen på Facebook  

Den lille hvide loftventilator ser ikke ud af meget, men effekten af den er stor.

Det kan både elever og lærere fra Skodborg Børnecenter bekræfte, skriver Vejen Kommune i en pressemeddelelse.

 

(læs videre under annoncen)

Skodborg Vesterkro - åbent hus

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

I to af børnecentrets klasselokaler har de testet den lille loftsventilator af, og den har givet lokalerne et meget bedre indeklima.

Lokalerne, der ligger på anden sal, er ofte meget varme om sommeren, hvor solen står direkte på, og det giver hurtigt hovedpine og træthed hos eleverne, og selvom der sagtens kan åbnes vinduer og luftes ud, er det ikke altid den rigtige løsning.

Klasseværelserne ligger nemlig ud til børnehavens legeplads, så det giver uro og larm, når de mindste er ude at lege.

- Derfor har Skodborg Børnecenters ledelse og Vejen Kommunes energispecialist kigget ind i alternative løsninger, og det har været en positiv oplevelse, lyder det videre i pressemeddelelsen.

Ventilatorerne blev opsat før sommerferien, hvor det var rigtig varmt, og hvor det gav god mening at prøve dem af.

- Vi var da en smule skeptiske i starten, fortæller Heidi Slominski, der er leder af Skodborg Børnecenter.

- Vi kunne dog tydeligt mærke en forskel, allerede efter eleverne kom ind fra første frikvarter. De første, der kom ind i lokalet, udbrød: Ej hvor er det dejligt at komme ind.

Skodborg Børnecenter består af nogle ældre bygninger. De har både charme og sjæl og fungerer i det store hele rigtig godt. Dog har ledelsen fokus på at løfte kvaliteten af de læringsmiljøer, hvor der arbejdes og undervises i, og det kan en opjustering af indeklimaet være med til.

Ventilatorerne er beregnede til at blive brugt både sommer og vinter. Når det er varmt i lokalet, kan den indstilles til at flytte luften rundt, så det giver en fornemmelse af, at det føles køligt. Og er der koldt i lokalet, kan den indstilles til at flytte den varme luft fra loftet indirekte ned i lokalet, så eksisterende varme udnyttes bedre.

- Nu kender vi resultatet fra en varm sommer, så vi har været spændte på, hvordan ventilatorerne virker, nu hvor det er rigtig koldt, forklarer Jakob L. Nielsen, der er energispecialist i Teknik & Miljø i Vejen Kommune.

Han har derfor været i jævnlig i kontakt med skolens pedel og leder, der fortæller, at det også fungerer rigtig godt om vinteren.

Virksomheden Nordicco A/S, der har leveret ventilatorerne, er glade for det gode resultat. De har fulgt forløbet fra starten og iværksatte en spørgeskemaundersøgelse blandt eleverne både før og efter ventilatorerne blev taget i brug.

Undersøgelsen viste tydeligt, at indeklimaet blev forbedret blot ved at sætte bevægelse i luften.

- Det glæder os, at Vejen Kommune har investeret i indeklimaforbedrende tiltag og i særdeleshed også, at de har valgt at følge op på det med brugerundersøgelsen. Det er i den grad relevant at inddrage eleverne, da det er dem, der dagligt opholder sig i lokalerne. Ud fra de svar, de har givet, har de bekræftet, at systemet virker, pointerer Søren Lund Pedersen, der er salgschef hos danske Nordicco A/S i pressemeddelelsen fra Vejen Kommune.

Ofte hænger indeklima og energiforbrug uløseligt sammen, og investering i indeklima kan være en kostbar affære, både hvad angår installation og efterfølgende drift.

Budgetmæssige begrænsninger har dog ikke stoppet Vejen Kommune for at teste en alternativ indeklima-løsning af i håb om at gøre en forskel for udvalgte skoleklasser på Skodborg Skole.

Vejen Kommune har de seneste år opsat ventilatorer i 20 kommunale bygninger fx børnehaver, gymnastiksale eller på biblioteker.

Det er primært steder, hvor der er højt til loftet, og hvor det giver mening at flytte den varme eller kolde luft, så den bliver udnyttet rigtigt.

(Foto: Vejen Kommune)

 Frøs Sparekasse - jan-mar 2023

(tryk på annoncen og se mere)