Friluftsteatret i Jels får tiltrængt ansigtsløftning på finansloven.
Ikke midnre end 2,5 mio. kroner er på vej til de lokale vikinger.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Friluftsteatret ved søbredden i Jels får nu en økonomisk håndsrækning. Pengene falder på et tørt sted, da teatret står over for en tiltrængt renovering, der vil sikre, at de populære vikingespil fortsat kan imponere publikum i mange år fremover, lyder det i en pressemeddelelse.
Og det er en rigtig god nyhed, som giver store smil – også på tværs af politiske skel.
- Jeg valgte lige før sommerferien at kontakte Janus Lynggaard fra Jels Vikingespil, da jeg havde hørt, at de manglede penge til at kunne renovere siddepladserne. Herefter fik jeg ønsket bragt ind i regeringens finanslovsforslag, og derfor er det også en stor glæde for mig, at det lykkedes at få afsat 2,5 mio. kroner til opgaven, fortæller Venstres lokale folketingsmedlem Anni Matthiesen.
Siden 1977 har amfiscenen i Jels været hjemsted for Vikingespil, der hver sommer tiltrækker tusindvis af gæster. Med mere end 750.000 besøgende gennem årene har vikingespillene etableret sig som en fast sommertradition kendt for deres høje ambitionsniveau og fantastiske produktioner.
- Mens skuespillerne på scenen bringer vikingehistorier om Amled, Kong Skjold og Røde Orm til live, arbejder yderligere 400 frivillige bag kulisserne for at sikre en fantastisk oplevelse for gæsterne. Det lokale sammenhold er ikke til at tage fejl af og noget, vi fortsat vil støtte op om, lyder det videre.
- Jeg har igennem mange år været gæst ved de årlige Vikingespil i Jels og har hver eneste gang været fascineret over de fantastiske opførelser og de mange, mange timer, som de frivillige lægger i arbejdet omkring vikingespillene. Derfor håber jeg, at rigtig mange gæster nu kommer til at kunne nyde forestillingerne fra nye og bedre siddepladser i fremtiden, fortsætter Anni Matthiesen.
- Det her er en rigtig god dag som lokalt valgt medlem af Folketinget. Jels er kommet på finansloven, og jeg er enormt glad for, at vikingespillet nu kan komme videre, så tilskuerpladserne ved den smukke friluftsscene kan blive opgraderet. Vikingespillet er et fyrtårn for Jels og hele Vejen Kommune, og jeg er meget glad for at kunne hjælpe vikingespillet. Det her viser, hvorfor det er vigtigt med folketingsmedlemmer, der er forankret lokalt og tager sager med ind, lyder det fra Kris Jensen Skriver, Socialdemokratisk medlem af Folketinget.
- Hos Jels Vikingespil er vi enormt stolte over, at vores aktiviteter anerkendes af Folketinget. En renovering af siddepladserne på Jels Friluftsteater har stået højt på vores ønskeliste i flere år. Teatret blev bygget i 50’erne som samlingssted for byen, og efter vikingespillet rykkede ind for snart 50 år siden, har flere end 750.000 gæster besøgt amfiteateret. De mange besøgende samt vejr og vind har slidt på siddepladserne,. Derfor er det fantastisk, at vi nu kan forny det ikoniske teater forud for vores 50 års jubilæum, siger Janus Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.
(Arkivfotos: migogvejen©)