Fremtidens varmeforsyning i Skodborg skal være fjernvarme.
Det var den helt klare stemning ved aftenens borgermøde om fremtidens varme i byen.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Om nogle år udfases naturgassen, som langt de fleste i Skodborg-området i dag har som varmekilde.
Derfor skal der nyt til, og området ligger ifølge kommunen i et fjernvarmeområde.
Det er tilsyneladende også det, folk bakker op om. Det var i hvert fald stemningen på aftenens meget velbesøgte møde.
- Vi har fået 190 tilkendegivelser, og ydermere har vi dialog med to boligforeninger med sammenlagt 96 boliger, lyder det efterfølgende fra Johan Andersen fra arbejdsgruppen bag planerne.
Deltagerne skulle efter mødet tilkendegive, om de var interesseret i fjernvarme, og det er der altså rigtig mange, der er.
Det skal dog siges, at tilkendegivelserne ikke er bindende, men interessen for at få fjernvarme er stor, og der arbejdes på et samarbejde med Vejen Fjernvarme om at etablere forsyningen gennem rør fra Vejen.
Et anlæg på fem kilometer, som skønsmæssigt vil koste omkring 30 millioner kroner, som brugerne i Skordborg skal betale over de kommende år med skønsmæssigt 500 kroner pr. måned i 20 år, hvortil kommer selve installationen i huset og naturligvis forbruget.
Ingen af aftenens deltagere var skeptiske over det udspil, der kom fra arbejdsgruppen, der med opbakningen er klar til at arbejde videre med planerne.
- Vi ser det som en succes efter fremmøde af 280 borgere, konstaterer Johan Andersen.
For at få økonomi i at levere fjernvarme til Skodborg skal 60-70 procent slutte sig til, og det vil være kritisk, hvis kun 300 i sidste ender siger ja til fjernvarme, mens det optimale er tilkobling af 380 enheder.
Arbejdsgruppen og Richard Sloth Nielsen, direktør hos Vejen Varmeværk, præsenterede i aften projektet og gav bud på prisen på fjernvarme i forhold til prisen på naturgas, der har været meget dyr, og Richard Sloth Nielsen konstaterede, at Vejen Fjernvarme er konkurrencedygtig.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Nu skal der tages kontakt til de borgere, der ikke var repræsenteret i aften, og derefter skal der udarbejdes et projektforslag, hvis nok siger ja.
Der vil tidligst komme gang i selve etableringen i 2024, og derfra vil der gå et par år, inden fjernvarmen er inde i husene hos de ønkede aftagere i Skodborg-området.
Der er godt 500 potentielle aftagere. Nogle er måske skiftet til varmepumper.
(Fotos: migogvejen©)
migogvejen lavede også en omtale forud for mødet:
Der var fyldt godt op ved aftenens varmemøde på Skodborg Vesterkro.
Johan Andersen og Allan Andersen og resten ar arbejdsgruppen glæder sig over opbakningen til aftenens møde.
Direktør Richard Sloth Nielsen fortalte om mulighederne i Skodborg og fortalte, at også Andst er interesseret i fjernvarme fra virksomheden.