Der står i næste uge efterårsferie på kalenderen - eller kartoffelferie, som det hed i gamle dage.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
På Hygum hjemstavnsgård i Sdr. Hygum hedder det stadig kartoffelferie, og kartoflerne skal op, men der står andet end kartofler på programmet.
Hver dag i efterårsferien fra søndag til søndag kan du komme og lave din helt egen æblesaft. Du skal blot medbringe æbler max. 10 kg og emballage til at få mosten med hjem i.
Hjemstavnsgården har æblepresseren og én til at guide dig gennem proceduren, men du skal selv kunne lægge kræfterne i arbejdet.
Børnene kan male korn til mel i den gamle håndkværn og få melet med hjem i en lille pose til bagning derhjemme, og de kan slå et reb.
- I kan også gå en tur rundt i museet og snuse til, hvordan livet kunne være i gamle dage, lyder det fra den gamle gård.
Onsdag er der særlige kartoffel aktiviteter. Her tages de sidste kartofler op og sorteres.
Der vises, hvordan der laves kartoffelmel. I køkkenhaven er der travlt med at få grøntsagerne op, inden frosten kommer. Grøntsagerne kan købes, så længe lager haves.
- Vi vil glæder os så meget til at se jer og vise vores fantastiske museum og ikke mindst vores fine legeplads, lyder det fra Hygum Hjemstavnsgård forud for kartoffelferien.
(Arkivfoto: migogvejen©)