En ny bog om den sønderjyske jagthistorie rummer meget materiale fra området omkring Kongeåen.

Før 1920 blev jagten drevet meget forskelligt nord og syd for Kongeåen. Det kan man læse i bogen »Hertugræve og køkkenharer«, der har undertitlen »Jagt, vildt og jægere i Sønderjylland før Genforeningen«, og som udkom i begyndelsen af november.

Bogen rummer materiale fra hele landsdelen, herunder også fra lokaliteter som Skodborg, Skrave, Fæsted og Rødding.

- Den store forskel var, at man i Sønderjylland før Genforeningen havde et krav om, at en ejendom skulle være mindst 75 hektar stor, for at ejeren måtte gå på jagt der. Alle ejendomme, der var mindre end dette, og det var de fleste, blev lagt sammen og udlejet samlet af kommunen. Det gav nogle meget store jagtterræner, hvilket var en fordel for vildtet, bl.a. fordi man som jæger kunne regne med, at det vildt, som man lod gå for at sikre næste års bestand, ikke bare blev skudt af en nabo, forklarer bogens forfatter, Hans Kristensen.

I bogen gengives en meget udførlig kontrakt for udlejningen af jagten i Skodborg Landkommune som et eksempel på, hvordan udlejningen blev håndteret i praksis.

Problemer i Danmark

Krydsede man Kongeåen, var forholdene helt anderledes. Her havde hver enkelt jordejer jagtretten på sin ejendom, uanset hvor lille denne var, og derfor kom der nemt en tendens til, at man valgte at skyde vildtet, når man kunne, fordi man ellers kunne forvente, at det blev skudt, så snart det krydsede skellet.

I bogen findes der bl.a. beskrivelser fra Skibelund og andre områder lige nord for Kongeåen, hvor vildtbestanden var skudt helt i bund:

»Harerne var fåtallige på egnen på grund af hensynsløs forfølgelse i jagttiden og lige så skånselsløs nedlæggelse i kålhaverne i fredningstiden«, skrev en jæger i området med beklagelse i bladet Dansk Jagttidende i 1888, hvor der også beskrives, at også vildænderne var sjældne, og at rådyr kun sås af og til, når de krydsede over grænsen ved Kongeåen fra de sønderjyske skove.

Den sønderjyske inspiration

På den sønderjyske side var vildtbestanden nemlig rigelig. Blandt andet dokumenterer bogen, at det ikke var ualmindeligt, at der blev nedlagt 100 eller endog 200 harer på de store klapjagter, der dengang var almindelige i hele det sønderjyske område.
- Af den grund blev jagten i Sønderjylland set som et idealbillede, og de danske jægere arbejdede i en lang periode på at overføre de sønderjyske bestemmelser til den danske jagtlovgivning, men uden held, beretter Hans Kristensen.
I stedet kom det modsatte til at ske. Selv om de sønderjyske jægere på store jagtmøder i hele landsdelen anmodede om at få lov til at beholde den hidtil gældende preussiske jagtlov efter Genforeningen i 1920, kom de alligevel ind under dansk jagtlov.
- Derfra gik der kun kort tid, før vildtbestanden i Sønderjylland var svundet drastisk ind. Men umiddelbart efter begyndte man at oprette lokale jagtforeninger, som samlede store jagtarealer under sig. Det skete med direkte inspiration fra de forhold, der havde været gældende i Sønderjylland. På den måde fik inspirationen fra Sønderjylland en meget direkte indflydelse på, at man i Danmark fik en bæredygtig jagt, forklarer forfatteren.
Bogen »Hertugræve og køkkenharer« er udgivet af forlaget bogjagt.

Billeder:
I Sønderjylland var der før genforeningen betydeligt mere vildt, end der var nord for Kongeåen, dokumenterer en ny bog om den sønderjyske jagthistorie. Her ses udbyttet af en jagt ved Skodborg i 1898. Foto fra bogen.

Bogens forside. »Hertugræve og køkkenharer« udkom i begyndelsen af november.