Folkefesten i Skibelund Krat er aflyst, men det skal ikke forhindre dig i at høre Bodil Jørgensen og »De forbudte sange«.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Hun dukker op i Skodborg Hallen søndag sjette juni med det, der også kaldes »En genforeningsfejring med “kant”«.
Skuespiller Bodil Jørgensen, der er opvokset i Vejen, kører hele registeret frem i anledning af 100 års jubilæet for Genforeningen.
Udgangspunktet er de sange, der blev censureret ud af Den Blå Sangbog af den tyske besættelsesmagt i årene mellem 1864 og 1920.
Historierne om grænser, sorg og længsel fortælles og synges med hele Bodil Jørgensens register af følelser, indlevelse, kærlighed og humor, og det bliver med Martin Schacks Trio som medspillere.
- Der er tale om en forestilling, hvor ord og musik sammen belyser en tid, som har været afgørende for vores selvfølelse som danskere i dag, lyder det i en pressemeddelelse.
Fra at have været et land med flere kulturer og sprog samledes man nu om det der var tilbage, og sproget fik gennem de danske sange stor betydning i kampen for ny identitet.
Specielt i det tabte land blomstrede sangkulturen både ved offentlige møder og i private hjem. Den tyske statsmagt begyndte at opfatte de dansksindede sange som protester mod den nye orden og censurerede sangene, hvoraf mange blev forbudte at synge. På den måde opstod der hvide sider i Den blå Sangbog, forløberen til Højskolesangbogen.
De fleste af sangene kendes af alle og læres fra barnsben, andre lever en mere perifer tilværelse, men er ikke af den grund mindre interessante.
- Bodil Jørgensen vil på scenen fortælle om historien og vinkle de enkelte sange med anekdoter og foredrage sangene på en måde, der vil efterlade et varigt minde i publikums erindring, lyder det videre.
Bag arrangementet står Skodborg IF og Vejen Idrætscenter.
(Pressefoto: Jens K. Jørgensen)