Fremover bliver der slået ned på ballademagerne ved Jels Søbad.
(læs videre under artiklen)
I længere tid har naboer været generet af støj og ballade, og pladsen flyder med affald, men det skal der nu gøres noget ved.
Vejen Kommune har modtaget henvendelser fra lokalrådet og borgere i Jels samt politiet, da der for øjeblikket opleves gener fra borgere, som opholder sig i området.
Generne består i indtagelse af alkohol, berusede mennesker, henkastet affald, høj musik og lignende, og folk føler sig utrygge, når de går forbi.
Jels Søbad er et kendt badested og er meget besøgt af borgere i kommunen, men også borgere ude fra.
På de gode varme sommerdage kan der komme helt op til 1000 besøgende på en dag.
For at politiet kan håndhæve ro og orden fordrer det, at der foreligger godkendte ordensbestemmelser, som er bekendtgjort ved opslag, og som beskriver, hvordan man må opholde sig ved søbadet.
Og netop det arbejdes der på i øjeblikket, og foreløbig har Vejen Kommunes økonomiudvalg sagt god for reglerne.
I morgen er turen så kommet til behandling i byrådet, og det overvejes, om der også skal indføjes forbud mod brug af åben ild.
Ordensbestemmelserne skal godkendes af Vejen Byråd og efterfølgende af politiet, for at de er gældende.
(Arkivfoto: LLN Press©)