Julemænd behøver ikke have rødt tøj og langt, hvidt skæg.
Det er tvillingesøstrene, Cecilie og Camilla Lund Jensen, fra Skodborg et tydeligt bevis på.
Deres store indsats for de psykiatriske patienter på sygehuset i Esbjerg har givet dem en plads bag låge nummer 12 på migogvejen.
(se mere under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
De besøger i dag sygehuset for at aflevere gaver til 86 patienter fordelt på de seks sengeafsnit.
Noget, der er ved at være en tradition.
I fjor lagde de ud med gaver til 16 patienter på afdeling E.
- I år har vi samlet gaver til alle patienter, og for nogle kan det være de eneste gaver, de får, siger Cecilie og Camilla Lund Jensen til migogvejen.
De har selv spyttet til, men ellers glæder de sig over stor velvilje hos en række sponsorer, og en lokal pige har haft gang i bagningen, så der også er en lille pose småkager, og der er også strikket vaskeklude og strømper.
- Vi startede faktisk på arbejdet allerede i januar, og det har taget lang tid, men vi gør det gerne og forventer også at aflevere gaver næste år, lyder det fra de to »julemænd«.
Der er samlet meget forskelligt, og der er lavet både dame- og herreposer.
I fjor blev tingene afleveret i papirsposer, men de var ikke solide, så Skodborg-pigerne har syet stofposer af bl.a. julesengetøj.
Julen er som bekendt traditionernes fest, og Cecilie og Camilla Lund Jensen forventer igen om et år at være julemænd og glæder patienterne på sygehuset.
De har brug for forkælelse ikke mindst her i juletiden.
(Fotos: migogvejen©)
Læs mere om indsamlingen og projektet, søstrene startede i fjor:
https://migogvejen.dk/rodding/6218-klar-til-at-forkaele
Cecilie og Camilla Lund Jensen med de mange poser til patienterne i psykiatrien.
Sådan kan indholdet af en pose se ud, men poserne er forskellige afhængig af modtageren. Der er også nogle regler, der skal overholdes.
Det er gaver til en psykiatrisk afdeling, så der må ikke være ting, som patienter kan bruge til selvskade.